Nyt risikoindeks forudsiger demens
Skrevet den 15-05-2009 af Kasper Jørgensen
Er det muligt at forudsige, hvem der bliver demente? Det mener amerikanske forskere tilknyttet University of California i San Fransisco, der har brugt mere end seks år på at udvikle et 'late-life dementia risk index', der med rimelig sikkerhed forudsiger udviklingen af demens hos ældre.
Indekset består af en checkliste af risikofaktorer for demens, som forskerne fandt ved at følge 3.375 personer med en alder på mindst 65 år. 14% af disse personer udviklede demens inden for en seks års periode. De risikofaktorer, der havde betydning for demensudvikling, var følgende: høj alder, en lav score på 3MS-testen (en kognitiv screeningstest), en lav score på Tal-Symbol Kodning (en neuropsykologisk test, der måler mentalt forarbejdningstempo), lavt BMI (dvs. at være undervægtig), forekomst af en eller flere APOE e4 alleller (en genetisk variation), forstørrede hjerneventrikler (tegn på svind af hjernevæv), forandringer i hjernens hvide substans, fortykkelse af den indre halspulsåre, tidligere bypass-operation i hjertets kranspulsårer (alle tre faktorer er tegn på kredsløbssygdom), forringede finmotoriske færdigheder samt afholdenhed fra alkohol.
Ved hjælp af et vægtet pointsystem tælles risikofaktorerne sammen i et indeks fra 0 til 15 point. En score på 8 eller mere svarer til en høj (mere end 50%) risiko for at udvikle demens. Samlet set var indekset i stand til at klassificere 81% af de undersøgte personer korrekt som enten demente eller raske.
Forskerne bag risikoindekset vurderer, at det vil kunne anvendes klinisk til at finde personer med særlig høj risiko for at udvikle demens samt til forskning. De vurderer dog samtidig, at det bør efterprøves i andre videnskabelige undersøgelser.
Kilder: Barnes, D, PhD, MPH, Covinsky, K, MD, MPH, Whitmer, R, Kuller, L, MD, DrPH, Lopez, O, Yaffe, K: "Predicting risk of dementia in older adults: The late-life dementia risk index." Neurology (onlineudgave) 13. maj 2009. Læs abstractet.
"New tool can help predict Alzheimer's risks: study", Reuters Health Report. 14. maj 2009.
|