Til forsiden

Hvordan måles ændringer i det kognitive funktionsniveau?

3. januar 2020 af Kasper Jørgensen og Anna Bruus

Ved undersøgelse af udviklingen i det kognitive funktionsniveau hos midaldrende personer uden kognitiv svækkelse har kombinationer af neuropsykologiske tests større pålidelighed end individuelle tests vurderet hver for sig. 
20160126TB_NVD_Genre22-1200x800.jpg

Kombinationer af tests udviser mindre tilfældig variation ved gentagne målinger end individuelle tests og de er stærkere associeret med biologiske markører for forstadier til Alzheimers sygdom.

Ved gentagne undersøgelser af ændringer i det kognitive funktionsniveau over tid er der risiko for, at den variationen i præstationer på neuropsykologiske tests påvirkes af forskellige typer af målefejl.

Præstationer på en test kan variere tilfældigt mellem to undersøgelsestidspunkter, fx hvis pågældende er særligt uoplagt eller distræt ved den ene undersøgelse.

Generelt øges risikoen for at finde forskelle, som afspejler tilfældig variation, jo flere individuelle tests, man anvender. Ved anvendelse af 10 tests klarer en given person måske skærene, men ved anvendelse af 20 tests stiger risikoen for, at vedkommende falder igennem på en eller flere tests (statistikere kalder det en ’type 1-fejl’). Hvis testene derimod kombineres i færre sammensatte mål – fx et fælles mål for hukommelse baseret på et antal specifikke hukommelsestests – er der større sandsynlighed for, at de forskelle, man finder, er udtryk for reelle ændringer i det kognitive funktionsniveau.

Midaldrende uden kognitiv svækkelse

Forskere fra USA, Sverige og England har analyseret resultater fra neuropsykologiske undersøgelser af mere end 1.000 midaldrende personer uden kognitiv svækkelse i op til 12-13 år. Deltagerne var i gennemsnit 58 år ved studiets start og blev testet op til 5 gange med 2½ års mellemrum.

Datasættet stammer fra the Wisconsin Registry for Alzheimer’s Prevention, der er et af verdens største og mest langvarige studier af personer med risiko for at udvikle alzheimer. Ud over at undersøge pålideligheden af de anvendte neuropsykologiske tests, analyserede forskerne også effekten af alder på testpræstationerne. En undergruppe på 226 deltagere fik også foretaget amyloidscanning og/eller undersøgelse af rygmarvsvæsken med henblik på biologiske markører for forstadier til Alzheimers sygdom.

Tilfældig variation eller reel effekt?

Resultaterne viste, at såkaldt domænespecifikke sammensatte mål (kombinationer af neuropsykologiske tests) er forbundet med en lavere grad af ’tilfældig’ eller utilsigtet variation end individuelle tests ved gentagne testninger. Desuden har de domænespecifikke sammensatte mål en stærkere association med alder og biomarkører for forstadier til alzheimer.

I følge forskerne understreger studiets resultater, at man bør tænke sig godt om, når man vælger outcome-mål i forbindelse med kliniske forsøg og andre typer forskning. Hvis man primært kikker på ændringer i specifikke, individuelle neuropsykologiske tests, risikerer man fejlagtig at tolke tilfældig variation som udtryk for en reel effekt.