Til forsiden

Problematisk medicinforbrug blandt ældre med demens

8. maj 2017 af Kasper Jørgensen

Ældre med demens behandles med flere typer lægemidler samtidigt end ældre uden demens. Og hvad værre er: relativt mange ældre med demens er i behandling med risikopræparater – det vil sige lægemidler, der helst ikke bør bruges af ældre, med mindre særlige forhold foreligger. Forskellene i medicinforbrug og behandling med risikopræparater blandt ældre med og uden demens kan ikke alene forklares ved forskelle i forbrug af psykofarmaka.
piller_pakker_1200px.jpg

Et landsdækkende studie - gennemført af forskere fra Nationalt Videnscenter for Demens og Center for Registerforskning, Aarhus Universitet - har kortlagt medicinforbruget i den danske ældrebefolkning fra 65-års alderen og opefter i 2014. Det drejede sig om en rund million ældre, hvoraf omkring 35.500 havde demens ifølge registeroplysninger. Studiet fokuserede dels på samtidig brug af flere lægemidler, også kaldet polyfarmaci, og dels på brugen af såkaldte risikopræparater.

Polyfarmaci blev defineret som samtidig brug af fem eller flere lægemidler indenfor en tre-måneders periode, mens samtidig brug af ti eller flere lægemidler blev betegnet som udtalt polyfarmaci. Demensmedicin blev ikke talt med i regnskabet.

Rød-gul-grøn listen

Risikopræparater blev defineret i henhold til Institut for Rationel Farmakoterapi (IRF), der udgiver den såkaldte rød-gul-grøn liste. Lægemidler i den røde kategori kan have problematiske bivirkninger hos ældre samt interaktioner med andre lægemidler. Det kan være visse typer af hjertemedicin, midler mod forstoppelse og vandladningsbesvær, gigtlægemidler, mavesårsmedicin eller stærke smertestillende midler.

Risikopræparater bør generelt undgås til behandling af ældre, med mindre særlige forhold foreligger.

Udbredt polyfarmaci

Det viste sig, at ældre med demens er i behandling med væsentligt flere typer lægemidler samtidigt end ældre uden demens. Knap to ud af tre ældre med demens opfyldte kriteriet for polyfarmaci (≥5 lægemidler) mod kun en af ud tre ældre uden demens.

Med hensyn til udtalt polyfarmaci (≥10 lægemidler) blev kriteriet opfyldt for 17 % af ældre med demens mod kun 7 % af ældre uden demens.

Også behandling med risikopræparater var hyppigere blandt ældre med demens. Således var 45 % af ældre med demens i behandling med mindst ét risikopræparat mod 30 % af ældre uden demens.

Øget risiko

Forskerne undersøgte endvidere sandsynligheden for, at ældre med og uden demens opfyldte kriterierne for polyfarmaci eller var i behandling med et risikopræparat.

Efter statistisk justering for forskelle i alder, køn og sygelighed havde ældre med demens ca. 87 % øget sandsynlighed for at opfylde kriteriet for polyfarmaci (odds ratio 1,87 [95 % konfidensinterval 1,83 til 1,92]). Tilsvarende havde ældre med demens ca. 61 % øget sandsynlighed for at opfylde kriteriet for udtalt polyfarmaci (OR 1,61 [95 % konfidensinterval 1,56 til 1,66]).

Med hensyn til at være i behandling med et risikopræparat var sandsynligheden ca. 53 % øget hos ældre med demens (OR 1,53 [95 % konfidensinterval 1,50 til 1,56]).

Psykofarmaka

En pæn andel af lægemidlerne på IRFs rød-gul-grøn liste er psykofarmaka i form af medicin mod depression, psykose, angst, med videre.

Forskerne tjekkede derfor, om de påviste forskelle i polyfarmaci og behandling med risikopræparater eventuelt kunne forklares ved forskelle i forbruget af psykofarmaka. Men selv hvis psykofarmaka udgik af regnestykket, havde ældre med demens stadig signifikant øget sandsynlighed for polyfarmaci og behandling med risikopræparater.

Forskerne bag studiet vurderer, at der er behov for øget fokus på medicingennemgang – især blandt ældre med demens, samt mere viden om konsekvenser af polyfarmaci og brug af risikopræparater. Resultaterne blev fremlagt på konferencen DemensDagene i København den 8. og 9. maj og forventes senere publiceret i et fagtidsskrift.

Fakta om studiet

  • Studiet er baseret på registerdata vedrørende ældres indløsning af recepter på lægemidler i 2014.
  • Data vedrørende 2.413 personer, der havde fået en demensdiagnose før 60-års alderen, indgik ikke i studiet, idet validiteten af demensdiagnoser blandt ’yngre’ ofte er ringe.