Til forsiden

Anbefalinger vedrørende biomarkører ved demensudredning

27. april 2017 af Kasper Jørgensen

En international ekspertgruppe anbefaler, at rygmarvsvæskebaserede biomarkører for Alzheimers sygdom anvendes som supplement til det rutinemæssige kliniske udredningsprogram for demens. Formålet er at identificere eller udelukke Alzheimer som årsag til demens. Gruppen anbefaler endvidere, at biomarkørerne indgår i vurdering af prognosen samt som en del af grundlaget for planlægning af behandlingen.
20160126TB_NVD_Genre17-1200x800.jpg

En arbejdsgruppe bestående af 28 eksperter fra forskellige europæiske lande har foretaget en systematisk gennemgang af den videnskabelige dokumentation vedrørende anvendeligheden af rygmarvsvæskebaserede biomarkører for Alzheimers sygdom i forbindelse med diagnosticering af demens.

Blandt arbejdsgruppens medlemmer var seniorforsker Anja Hviid Simonsen og Gunhild Waldemar, begge fra Nationalt Videnscenter for Demens, hvoraf sidstnævnte fungerede som formand for gruppen. 

Arbejdsgruppen var nedsat af det EU-finansierede forskningsprogram Biomarkers for Alzheimer’s disease and Parkinson’s disease (BIOMARKAPD) og bestod af blandt andet neurologer, psykiatere og specialister i klinisk kemi. Anbefalingerne er baseret på gennemgang af 12 systematiske reviews og meta-analyser fra perioden 2003 til 2016 samt mere end 80 kliniske studier.

Supplerende udredning

Udredning for demens omfatter rutinemæssigt et interview med patient og pårørende (anamnese), en almen somatisk undersøgelse, herunder en kort neurologisk undersøgelse, samt laboratorieprøver. Rygmarvsvæskebaserede biomarkører for Alzheimers sygdom drejer sig om et reduceret niveau af betaamyloid (Aβ1-42) samt forhøjede niveauer af tau og fosforyleret tau.

Arbejdsgruppen har formuleret tre generelle anbefalinger vedrørende anvendelse af denne type biomarkører:

  1. I tilfælde af, at patienten har demens, bør udredningen suppleres med biomarkører med henblik på at identificere eller udelukke Alzheimer som årsag. Evidensgrundlaget for anbefalingen er stærkt for patienter med let demens, men svagt for patienter med atypisk eller ukarakteristisk demens.
     
  2. Biomarkører bør anvendes til at forudsige udviklingstempoet i klinisk forværring, om end evidensgrundlaget er svagt.
     
  3. Biomarkører bør anvendes som en del af grundlaget for behandling i bred forstand, om end evidensgrundlaget også her er svagt.

Fortolkning af biomarkører

Ud over de generelle anbefalinger har arbejdsgruppen også formuleret mere specifikke anbefalinger vedrørende fortolkning af rygmarvsvæskebaserede biomarkører for Alzheimer hos patienter, der opfylder diagnosekriterier for demens.

På baggrund af den foreliggende evidens var det ikke muligt at vurdere, hvor godt rygmarvsvæskebaserede biomarkører for Alzheimer fungerer sammenlignet med billedbaserede biomarkører som amyloidscanning (PET), visualisering af medial temporallapsatrofi (MR) eller glukose hypometabolisme (FDG-PET).

Anbefalingerne kan læses i det ansete fagtidsskrift Alzheimer’s & Dementia.