Til forsiden

Status på reminiscensterapi

21. marts 2017 af Kasper Jørgensen

En dansk statusartikel gennemgår forskningen vedrørende virkningen af reminiscensterapi til personer med demens. De to forskere bag gennemgangen anfører, at det er vanskeligt at konkludere noget endeligt om en mulig effekt. Men meget tyder på, at metoden midlertidigt kan øge følelsen af velvære hos personer med demens.
retro_pladespiller1200px.jpg

De fleste mennesker har oplevet, hvordan et gulnet foto, en gammel melodistump eller en bestemt duft kan vække erindringer til live, som man troede, man for længst havde glemt.

For den franske forfatter Marcel Proust var det smagen af lindete og madeleinekage, der hensatte ham til barndommens søndage i hjemmet i Combray. For os andre mindre ånder kan det være lyden af Chuck Berrys ringlende guitar i radioen, der pludselig vækker minder om et skolebal i 9. klasse med nypudsede sko, der klemte, eller den særlige duft af hybenroser, der gelejder én ned langs Memory Lane – måske med en afstikker omkring Penny Lane.

De rette stimuli kan på magisk vis åbne en direkte linje til fortiden og styrke fornemmelsen af, hvem man er og hvor man kommer fra.

Udbredt metode

Reminiscensterapi defineres som det at tænke på eller fortælle om tidligere selvoplevede hændelser med personlig betydning. Ideen er, at man ved at aktivere erindring hos personer med demens kan forstærke følelsen af personlig identitet samt stimulere samtale og social interaktion.

Reminiscensterapi er forholdsvis let at gå til for behandlere og plejepersonale og metoden anvendes i demensplejen i omkring tre ud af fire danske kommuner.

Reminiscensterapi kan foregå individuelt – fx ved at man samme med personen med demens udarbejder en slags scrapbog over vedkommendes livshistorie – eller i grupper, hvor man samles om nogle genstande eller remedier, der som 78-er plader eller Richs kaffeerstatning er karakteristiske for en bestemt periode.

Internationale reviews

Som det ofte er tilfældet med ikke-farmakologiske eller psykosociale metoder og indsatser, er det vanskeligt at påvise nogen sikker effekt af interventionen.

De danske forskere bag statusartiklen Marie Kirk og Dorthe Berntsen, der er tilknyttet Center for Selvbiografisk Hukommelsesforskning (CON AMORE), Psykologisk Institut, Aarhus Universitet henviser til tre internationale reviews, heraf ét fra 2005 og to fra 2012. De tre reviews gennemgik sammenlagt 10 randomiserede kontrollerede studier af effekten af reminiscensterapi med sammenlagt 354 deltagere.

Resultaterne af de 10 studier var meget forskellige. Halvdelen af studierne fandt en mulig effekt på deltagernes velvære målt enten ved reduktion af depressive symptomer og apatiscores eller ved stigning i livskvalitet og humør. Flertallet af studierne fandt ingen signifikant effekt på deltagernes kognitive funktionsniveau.

Kirk og Berntsen gør opmærksom på en række metodemæssige forskelle og svagheder i studierne. De sætter blandt andet spørgsmålstegn ved, om de forskellige interventioner overhovedet er sammenlignelige.

Nogle studier var baseret på individuel reminiscensterapi, mens andre var gruppebaserede. Interventionerne varierede i hyppighed, intensitet og varighed og er ofte dårligt beskrevet i de videnskabelige artikler. Også deltagergrupper, kontrolgrupper og effektmål varierede fra studie til studie.

En effekt i nuet?

Mere grundlæggende sætter Kirk og Berntsen også spørgsmålstegn ved, om det overhovedet er meningsfuldt at forsøge at måle effekter efter interventionen.

De beskriver reminiscensterapi som en intervention, hvor man tager udgangspunkt i nuet: ’… selve øjeblikkene, hvor den pågældende person for en kort stund er i stand til at erindre og genopleve’.

Så måske burde effekten måles på deltagernes adfærd og humør under selve terapien, snarere end efter projektperiodens afslutning? Der synes både at være behov for yderligere og bedre forskning i den mulige effekt af reminiscensterapi og i udvikling af retningslinjer for valg af de mest virksomme interventionsformer, herunder individuelle versus gruppebaserede metoder.