Til forsiden

Delirium sætter fart i udvikling af demens

7. februar 2017 af Kasper Jørgensen

Delirium – også kaldet delir - øger i sig selv risikoen for senere udvikling af kognitiv svækkelse eller demens. Det samme gør neurodegenerative sygdomsforandringer i hjernen. Men kombinationen af delir og forandringer i hjernen sætter ekstra skub i demensudviklingen. Omvendt kan forebyggelse af delir formentlig mindske den negative virkning af sygdomsforandringer i hjernen.
delirium2_web.jpg

Delir er en akut opstået forvirringstilstand, hvor man typisk mister orienteringen i tid, sted eller egne data. Delir forekommer hyppigt hos akut syge, og ses hos 14-56 % af ældre indlagte patienter. På intensivafsnit menes op imod 4 ud af 5 patienter at udvikle delir, mens det blandt døende patienter drejer sig om op imod 9 ud af 10.

Man ved fra tidligere undersøgelser, at delir kan sætte fart i demensudviklingen hos patienter med Alzheimers sygdom. Man ved også, at ældre, der udvikler delir efter en operation, har øget risiko for senere udvikling af demens.

Men det er uklart, om delir forværrer neurodegenerative forandringer, der allerede er til stede i hjernen, eller om delir øger risikoen for kognitiv svækkelse via andre mekanismer.

Næsten 1.000 hjerner

For at blive klogere på sammenhængen har forskere fra University of Cambridge i England obduceret knap 1.000 hjerner fra afdøde deltagere i tre befolkningsundersøgelser. To af befolkningsundersøgelserne fandt sted i England og den tredje fandt sted i Finland.

Alle deltagere havde fået målt deres kognitive funktionsniveau ved hjælp af Mini-Mental Status Examination (MMSE) flere gange i løbet af undersøgelsen. Endvidere havde man registreret oplysninger om eventuelle episoder med delir samt andre typer helbredsoplysninger.

I forbindelse med det aktuelle forskningsprojekt blev deltagerne retrospektivt opdelt i to grupper: dem, der havde haft en eller flere episoder med delir, og dem, der ikke havde haft delir.

På baggrund af obduktionsresultater blev hver gruppe yderligere opdelt i to undergrupper afhængigt af omfanget af neurodegenerative forandringer i deres hjerner. Det drejede sig om skadelige proteinophobninger som beta-amyloide plaques tau tangles eller Lewy bodies samt sygdomsforandringer knyttet til hjernens blodforsyning (vaskulær patologi). 

Sætter skub i demensudvikling

Det viste sig, at delir i sig selv var associeret med et tab af kognitiv funktion svarende til 0,37 MMSE-point per år. Tilsvarende var neurodegenerative forandringer i hjernen knyttet til et tab svarende til 0,39 MMSE-point per år.

Men når man så på undergruppen af deltagere, der både havde haft delir og neurodegenerative forandringer, så tabte de 0,92 point per år, hvilket er 0,16 point mere end summen af de to effekter.

Det tyder på, at der foregår en form for interaktion mellem delir og neurodegenerative forandringer, hvilket sætter ekstra fart på den kognitive svækkelse.

Forebyg delir

Resultaterne af studiet tyder på, at der kunne være meget at vinde ved forebyggelse af delir. Tidligere forskning har vist at knap hvert andet tilfælde af delir formentlig kunne forebygges. Det handler blandt andet om simple og billige tiltag som at sørge for at patienten får tilstrækkelig søvn, behandling af smerter, rigeligt at drikke samt fysisk træning under indlæggelsen.

En af studiets ophavsmænd, geriater Daniel Davis, har nu planer om at gennemføre en fremadrettet (prospektiv) undersøgelse af 2.000 ældre med en detaljeret registrering af varighed, sværhedsgrad og årsager til eventuelle episoder med delir, der så kan sammenholdes med målinger af kognitivt funktionsniveau på længere sigt.

Klinisk retningslinje

Sundhedsstyrelsen udgav i 2016 en klinisk retningslinje for forebyggelse og behandling af delir. Der skelnes mellem hyperaktivt delir og hypoaktivt delir.

Ved den hyperaktive form er patienten typisk pillende eller motorisk urolig, højtråbende, eventuelt udadreagerende samt senge- og afdelingsflygtig.

Ved den hypoaktive form kan patienten være sløv, eventuelt sovende, apatisk og der kan ses nedsat mimik og psykomotorisk hæmning.

Desuden ses blandingsformer af de to typer delir.

Fakta om undersøgelsen

  • Studiet er baseret på data fra 987 afdøde hjernedonorer fra henholdsvis the Cognitive Function and Ageing Study og Cambridge City Over-75s Cohort – begge fra the United Kingdom – samt Vantaa 85+ studiet fra Finland.
  • Den gennemsnitlige alder på dødstidspunktet var 90 år.
  • De statistiske modeller for udviklingen i kognitivt funktionsniveau fokuserede på de seneste 6 år af livet.