Til forsiden

Ensomhed som forvarsel om Alzheimers sygdom?

21. november 2016 af Kasper Jørgensen

Ældre uden demens, men med forstadier til Alzheimers sygdom i hjernen, er langt mere tilbøjelig til at føle sig ensomme, end ældre uden forstadier til sygdommen. Et studie fra Boston rejser spørgsmålet, om klager over ensomhed i nogle tilfælde kan udgøre en slags markør for senere udvikling af Alzheimers sygdom.
Ensom_kvinde_1200px.jpg

Tidligere forskning har vist en sammenhæng ensomhed og demens på flere planer.

Ifølge befolkningsundersøgelser ser personer, der har et godt socialt netværk og er socialt aktive, ud til at have nedsat risiko for senere udvikling af demens. Omvendt er social isolation og ensomhed tilsyneladende associeret med øget risiko for udvikling af kognitiv svækkelse. Personer med demens og deres pårørende bliver ofte mere socialt tilbagetrukne, hvilket øger risikoen for ensomhed hos begge parter.

Det er imidlertid uklart, om der er tale om en egentlig årsagssammenhæng mellem ensomhed og demens – og i givet fald hvad, der er årsag, og hvad der er virkning.

Amyloidscanning

Som led i the Harvard Aging Brain Study har man undersøgt sammenhængen mellem ensomhed i alderdommen – målt ved hjælp af et spørgeskema - og risiko for senere udvikling af Alzheimer vurderet ud fra mængden af proteinstoffet beta-amyloid i hjernen. Gradvis ophobning af uopløseligt beta-amyloid mellem hjernecellerne menes at udgøre en af de centrale sygdomsmekanismer i Alzheimers sygdom.

Nioghalvfjerds personer uden symptomer på demens i alderen 68-89 år indgik i studiet. Mængden af beta-amyloid i hjernen blev målt ved hjælp af PiB-PET scanning (Pittsburgh Compound B-positron emission tomografi), hvilket afslørede at hver tredje deltager var såkaldt amyloidpositive svarende til, at de formentlig befandt sig i et tidligt forstadie til Alzheimer uden demenssymptomer.

Stærk sammenhæng

En statistisk analyse viste en signifikant sammenhæng mellem selvoplevet ensomhed og ophobning af amyloid i hjernen.

Sammenlignet med personer i den amyloid-negative gruppe havde personer i den amyloidpositive 7½ gange (95 % konfidensinterval: 1,7 til 34 gange) så høj sandsynlighed for at blive klassificeret som ensomme ifølge spørgeskemaet. Sammenhængen mellem ensomhed og amyloid-belastning var mest udtalt hos personer med arveligt betinget øget risiko for Alzheimers sygdom (APOE epsilon4 bærere). Ved analyse af sammenhængen blev der foretaget statistisk kontrol for en række variable som kunne tænkes at påvirke sammenhængen.

Svækkelse af neurale netværk?

Forskerne har ikke nogen sikker forklaring på den påviste sammenhæng mellem ensomhed og risiko for Alzheimer. De peger på, at ophobningen af amyloid måske påvirker de neurale netværk i hjernen, der er involveret i social og følelsesmæssig opfattelse eller adfærd, hvilket kan gå ud over evnen til socialt samvær og følelsesmæssig tilknytning.

Tidligere forskning har påvist en mulig sammenhæng mellem ensomhed og tykkelsen af hjernebarken i et bestemt område af tindingelappen (den venstre posteriore øvre temporale sulcus), der menes at understøtte sansemæssig forarbejdning og social perception. Men det er også muligt at sammenhængen går den modsatte vej, således at ensomhed i lighed med depression så at sige kan ’slide på’ hjernen og øge risikoen for ophobning af amyloid.

Resultaterne understreger, at ensomhed – ligesom andre ændringer i følelsesliv og adfærd som apati, ændringer i stemningsleje eller social impulsivitet – i nogle tilfælde kan udgøre et tidligt forvarsel om neurodegenerative forandringer i hjernen, som med tiden kan føre til en demenssygdom.

Fakta om studiet:

Ensomhed blev målt ved hjælp af en 3-items udgave af spørgeskemaet UCLA Loneliness Scale. Sammenhængen mellem UCLA Loneliness Scale og amyloid status blev analyseret ved hjælp af logistisk regression med kontrol for alder, køn, APOE-status, socioøkonomisk status, depression, angst og socialt netværk.