Til forsiden

Amyloid i hjernen almindelig ved flere typer demens

15. juni 2015 af Kasper Jørgensen

Ophobning af proteinstoffet beta-amyloid i hjernen er langt fra specifikt for Alzheimers sygdom. Også ved Lewy body demens, frontotemporal demens og vaskulær demens er mange patienter amyloidpositive, hvilket tillige gælder op imod hver fjerde ældre uden demens.
hjerne

Den hidtil største metaanalyse af forekomsten af beta-amyloid hos personer med forskellige demenssygdomme er foretaget af hollandske forskere.

Analysen er baseret på pooling af data fra patienter lånt fra 29 forskellige studier beskrevet i 185 videnskabelige artikler. Alle deltagere havde fået målt forekomsten af amyloid ved hjælp af en særlig type hjernescanning (amyloid PET) og 3 ud af 4 havde også fået fastslået deres ApoE4-genotype. Af de knap 1.900 patienter i datapuljen havde knap 1.400 en Alzheimerdiagnose, 288 havde frontotemporal demens, 138 havde vaskulær demens, 51 havde Levy body demens og 61 havde corticobasalt syndrom (CBD). Der indgik endvidere en kontrolgruppe bestående af henholdsvis knap 1.850 ældre uden demens.

Faldende amyloid ved Alzheimers sygdom

En sammenligning af forekomsten af amyloid-sygdomsforandringer viste, at Alzheimerpatienter lå højest med 88 % amyloidpositive, efterfulgt af Levy body demens (51 %), corticobasalt syndrom (38 %), vaskulær demens (30 %) kontrolpersoner uden demens (24 %) og frontotemporal demens (12 %).

Hos patienter med Levy body, vaskulær og frontotemporal demens samt hos kontrolpersoner sås en øget forekomst af amyloidpatologi med alderen. Men i gruppen af Alzheimerpatienter sås paradoksalt nok et fald i forekomsten af amyloidpositive personer fra 93 % i 50-års alderen til 79 % i 90-års alderen. Omtrent samme mønster sås i en yderligere kontrolgruppe bestående af 1.370 afdøde patienter med Alzheimers sygdom verificeret ved autopsi.

Flere samtidige patologier

Ifølge epidemiolog Pieter Jelle Visser fra Maastricht Universitet, der ledede studiet, kan den faldende forekomst af amyloidpatologi med alderen hænge sammen med fejldiagnosticering. Forekomsten af fx hippocampal sklerose og andre sygdomsforandringer med tilsvarende effekt øges med alderen. Det øger risikoen for,at ældre får en Alzheimerdiagnose, selvom den dybere årsag til deres symptomer ikke er Alzheimers sygdom. Det er også muligt, at andre typer sygdomsforandringer gør ældre mennesker mere sårbare for virkningen af amyloid i hjernen, så tærsklen for at få en Alzheimerdiagnose er lavere hos ældre end hos yngre.

Det er ikke helt klart, hvad den stigende forekomst af amyloid med alderen ved andre demenssygdomme end Alzheimer betyder. Én mulighed, at nogle patienter er fejldiagnosticeret og snarere burde have haft diagnosen Alzheimer. En anden mulighed er, at amyloidophobning udgør en sekundær patologi til fx tau eller TDP-43 som den primære patologiske årsag til udviklingen af demens.

Amyloid-PET skelner bedst blandt yngre

Også sammenhængen mellem genotype og forekomst af amyloid blev analyseret.

I alle patientgrupper sås, at bærere af ApoE4-allellen, der er kendt for at øge risikoen for Alzheimers sygdom, havde mere amyloid i hjernen end ikke-bærere. I gruppen af ApoE4-bærere med Alzheimer var forekomsten af amyloidpositive patienter over 90 % i samtlige aldersgrupper, mens forekomsten faldt betydeligt med alderen hos patienter, der ikke var bærere af risikoallellen.

En vigtig pointe fra metaanalysens resultater er, at patientgrupper (fraset CBD) og kontrolgrupper så at sige konvergerer med alderen.

Jo ældre de bliver, jo mere ligner de hinanden med hensyn til andelen af amyloidpositive. Det medfører, at den diagnostiske værdi af amyloid-PET er størst blandt yngre og mindst blandt ældre. Det gælder særligt for ’yngre demente’ (yngre end 65 år), hvor andelen af amyloidpositive er høj ved Alzheimers sygdom og relativt lav i andre patientgrupper.