Til forsiden

Psoriasismedicin mod Alzheimers sygdom?

12. januar 2015 af Kasper Jørgensen

Syntetisk A-vitamin, der normalt anvendes mod hudsygdommen psoriasis, ser ud til at kunne bremse en af de mekanismer, der fører til ophobning af det skadelige protein beta-amyloid hos patienter med Alzheimers sygdom. Der er behov for mere forskning for at afklare, om lægemidlet har nogen klinisk virkning på sygdommen.
Hjernescan2

En forkert spaltning af amyloid precursor proteinet APP menes at udgøre en af de basale mekanismer bag udviklingen af Alzheimer. Spaltningen af APP foregår ved hjælp af særlige enzymer ved navn sekretaser. Hvis spaltningen sker via alpha-sekretase, dannes fragmentet APPs-alpha, der har en beskyttende virkning på nervecellerne og udgør en slags neuronal vækstfaktor.

Sker spaltningen derimod via beta-sekretase, løber processen af sporet. Der opstår uopløselige fragmenter af beta-amyloid, der er tilbøjelige til at klumpe sig sammen og danne skadelige plaques mellem neuronerne, hvilket er et centralt kendetegn ved Alzheimers sygdom.

Syntetisk A-vitamin

Acitretin er en form for syntetisk A-vitamin (retinoid), der anvendes mod psoriasis, hvor anden behandling ikke har haft tilstrækkelig effekt. Tidligere forsøg med cellekulturer og dyr viser, at retinoid også en fremmende virkning på alpha-sekretasen ADAM10 (A disintegrin and metalloproteinase 10).

I en musemodel for Alzheimer påviste man i 2004, at understøttelse af ADAM10 ledsages af en mindsket produktion af beta-amyloid, færre plaques i hjernen, øget produktion af det gavnlige APPs-alpha og mindre indlærings- og hukommelsesbesvær hos musene. 

Tysk pilotstudie

På den baggrund besluttede et hold forskere fra universiteterne i Mainz og Rostock at gennemføre et pilotstudie af virkningen af acitretin på patienter med Alzheimers sygdom i let til moderat grad. 21 patienter blev inkluderet i forsøget, hvoraf den ene halvdel blev behandlet med acitretin i fire uger og den anden halvdel fik placebo.

Analyse af rygmarvsvæsken før og efter forsøget viste en signifikant øgning i mængden af APPs-alpha hos de acitretinbehandlede sammenlignet med placebo. Tilsvarende sås en tendens til at mængden af det skadelige APPs-beta faldt i rygmarvsvæsken hos acitretingruppen sammenlignet med placebo, men forskellen var ikke signifikant. Behandling med acitretin gav ikke anledning til væsentlige bivirkninger hos patienterne.

Den kliniske betydning af forsøget er indtil videre uklar. Opreguleringen af mængden af proteinfragmentet APPs-alpha og den samtidige nedregulering af APPs-beta kunne godt have en dæmpende virkning på den fortsatte udvikling af Alzheimers sygdom. Men sammenhængen mellem biomarkører for beta-amyloid og Alzheimer er ikke entydig.

Afklaring af en eventuel klinisk virkning af acitretin på Alzheimers sygdom ville forudsætte et væsentligt større og mere langvarigt studie og en grundigere vurdering af deltagernes kognitive funktionsniveau.

Fakta om undersøgelsen:

Randomiseret, kontrollereret, dobbelt-blindet studie. Acitretingruppen havde en gennemsnitlig alder på 67 år mod 73 år i placebogruppen. MMSE-score lå i intervallet 14-27. Acitretin og placebo blev givet i form af identisk udseende kapsler a 10 mg; daglig dosis var 30 mg. Studiet er publiceret i det anerkendte fagtidsskrift Neurology.