Til forsiden

Find den rigtige demenstest

30. juli 2013 af Kasper Jørgensen

Hvilke andre muligheder end MMSE-testen er der, når man som fagperson skal foretage en vurdering af en ældre patients kognitive funktionsniveau? Mange anvender også urskivetesten, men internationalt er der udviklet mere end 100 forskellige kognitive instrumenter til vurdering af ældre, hvoraf en håndfuld er oversat til dansk.

Det amerikanske National Institute on Aging (NIA) har udviklet en database over kognitive instrumenter, der kan gøre det lettere for klinikere og forskere at finde frem til det rigtige instrument. Betingelserne for, at inkludere et kognitivt instrument i databasen er, at det er udviklet til vurdering af demens hos ældre, at der foreligger mindst tre publicerede undersøgelser, hvor instrumentet anvendes, hvoraf mindst ét studie er publiceret indenfor de seneste 10 år. Databasen er frit tilgængelig.

Man kan søge i databasen ud fra kriterier som administrationsmetode, administrationstid, hvilke kvalifikationer man skal have for at administrere instrumentet, pris, m.v. Det er også muligt at søge instrumenter oversat til bestemte sprog. En søgning efter instrumenter oversat til dansk giver kun tre fund: MMSE, Montreal Cognitive Assessment (MoCA) samt et relativt ukendt computerbaseret instrument ved navn CODGRAS-D. Som det fremgår af Nationalt Videnscenter for Demens' hjemmeside er antallet af instrumenter oversat til dansk dog noget større (se her på hjemmesiden under 'Værktøjer').

Hvert instrument præstenteres på en systematisk måde - bl.a. med angivelse af hvilke persongrupper, testen er afprøvet på, hvilke diagnoser, den egner sig til at udrede, samt henvisning til de væsentligste videnskabelige artikler om testen.