Usikker diagnosticering af demens hos etniske minoriteter

Diagnosticering af demens hos etniske minoriteter i Danmark medfører udfordringer hos de sundhedsfaglige. Kun knap hver fjerde patient gennemgår et komplet diagnostisk undersøgelsesprogram for demens. Og kun godt hver tredje af de demensdiagnoser, der stilles hos etniske minoritetspatienter, kan bekræftes ved en efterfølgende kritisk gennemgang af journalen. I hvert andet tilfælde er det ikke muligt ud fra journaloplysningerne at vurdere, om patienten er dement eller ej.

Resultaterne stammer fra en dansk landsdækkende stikprøvekontrol af 57 patientjournaler foretaget af bl.a. neuropsykolog Rune Nielsen fra Nationalt Videnscenter for Demens ved Rigshospitalet. Undersøgelsen er baseret på udtræk fra to landsdækkende hospitalsregistre - det Psykiatriske Centralregister og Landspatientregisteret - fra årene 2005-2007, hvor i alt 62 indvandrere fra enten Tyrkiet, Pakistan eller Eksjugoslavien fik en demensdiagnose. Indvandrere fra disse tre lande udgør de største etniske minoritetsgrupper. 59 af de 62 journaler kunne fremskaffes. To patienter viste sig at være blevet fejlklassificeret i registrene, hvilket levnede 57 journaler til nærmere gennemgang.

Journalgennemgangen fokuserede på otte forskellige elementer af det, der regnes for at udgøre et relevant undersøgelsesprogram for demens: systematisk udspørgen om kognitive symptomer, kortfattet kognitiv testning, psykiatrisk, somatisk og neurologisk undersøgelse, hjernescanning, blodprøver og vurdering af praktiske færdigheder (ADL). Sammenlignet med, hvordan demensudredning plejer at foregå i Danmark, kneb det ved udredningen af etniske minoritetspatienter især med systematisk udspørgen om kognitive symptomer, blodprøver og ADL-vurdering. Heller ikke kognitiv testning blev gennemført så ofte, som hos andre patienter, men som forskerne selv anfører, udgør kognitive screeningstest, der fungerer pålideligt på tværs af kulturer, en mangelvare i hele Europa.

Forskerne bemærker endvidere, at usikkerheden om demensdiagnosens gyldighed ser ud til at være størst blandt etniske minoritetspatienter under 60 år. Det mistænkes, at en del af disse 'yngre' patienter i virkeligheden lider af psykiske sygdomme, som følgelig ikke bliver diagnosticeret eller behandlet.