Memantin (Ebixa) er godkendt til behandling af Alzheimers sygdom i moderat til svær grad, men det er omdiskuteret om lægemidlet eventuelt kunne have en effekt mod Alzheimers sygdom i let grad.
En systematisk gennemgang af de foreliggende undersøgelser af
virkningen af memantin viser, at der ikke er evidens for dette
lægemiddel skulle have nogen effekt ved let Alzheimer. Derimod er
der sparsom evidens for, at memantin kan have en lille, gavnlig
effekt ved moderat eller middelsvær Alzheimer.
Konklusionerne er baseret på en såkaldt metaanalyse af
resultaterne af de foreliggende randomiserede
(lodtrækningsbaserede) kontrollerede afprøvninger af memantin ved
Alzheimers sygdom i let og moderat grad. En amerikansk-engelsk
reviewgruppe opstøvede i alt 16 afprøvninger af mindst 3 måneders
varighed. Heraf blev tre afprøvninger af hver 6 måneders varighed
med tilsammen 431 patienter med Alzheimers sygdom i let grad (MMSE
20-23) og 697 patienter med Alzheimer i moderat grad (MMSE 10-19)
udvalgt og inkluderet i analysen.
For patienter med Alzheimers sygdom i let grad sås ingen forskel
mellem behandling med memantin og placebobehandling. Manglen på
effekt sås både i de enkelte undersøgelser og når data fra de tre
undersøgelser blev kombineret.
For patienter med Alzheimer i moderat grad sås i de enkelte
undersøgelser heller ikke nogen forskel mellem behandling med
memantin og placebobehandling. Men når resultater fra de tre
undersøgelser blev kombineret, dukkede der en lille, gavnlig effekt
op af memantin. Den gavnlige effekt kunne spores på to af de fire
outcome-mål, der blev anvendt. Det drejede sig om en
kognitiv vurderingsskala (Alzheimer's Disease Assessment
Scale - kognitiv subskala (ADAS-cog)) samt om en global
klinisk vurderingsskala (Clinician's Interview-Based Impression
of Change plus cargiver's input (CIBIC+)). På de øvrige to
outcome-mål (ADCS-ADL scale og Neuropsychiatric
Inventory (NPI)) sås imidlertid ingen forskel mellem memantin
og placebo.
Reviewgruppen vurderer, at der mangler fremadrettede
afprøvninger for yderligere afklaring af, om memantin - enten alene
eller kombineret med en acetylkolinesterasehæmmer - kunne have en
gavnlig effekt mod let eller moderat Alzheimers sygdom.