SkipNavigation

Nye diagnosekriterier for Alzheimers sygdom

16. maj 2011af Kasper Jørgensen

For første gang i 27 år er der kommet reviderede diagnosekriterier for Alzheimers sygdom.

diagnosekriterier

Diagnosekriterierne afspejler en opfattelse af Alzheimers sygdom som en lidelse, der udvikles gennem mange år - ligesom f.eks. sukkersyge - og som kan opdeles i tre forskellige faser eller stadier:

  • præklinisk Alzheimers sygdom
  • mild cognitive impairment (MCI; let kognitiv svækkelse)    forårsaget af Alzheimers sygdom
  • demens forårsaget af Alzheimers sygdom

De reviderede og opdaterede kriterier er udarbejdet af tre internationale arbejdsgrupper under det amerikanske the National Institute on Aging (NIA) og Alzheimer's Association (AA).

Præklinisk Alzheimers sygdom

Betegnelsen præklinisk Alzheimers sygdom henviser til den helt tidlige fase af sygdommen, hvor begyndende sygdomsforandringer i hjernen alene kan påvises ved hjælp af biologiske markører - men hvor der endnu ikke er tegn på kognitiv svækkelse eller demens. Præklinisk Alzheimers sygdom menes at begynde mindst 10 år før de første symptomer på demens dukker op. Arbejdsgruppen, der har opstillet kriterier for præklinisk Alzheimers sygdom til forskningsbrug, understreger, at der ikke er tale om egentlige diagnosekriterier til daglig anvendelse i klinikken. Forskningskriterierne for præklinisk Alzheimers sygdom er baseret på forskellige typer af biomarkører for henholdsvis cerebral ophobning af beta-amyloid (CSF Aβ42; PET amyloid billeddannelse) og neuronal skade senere i sygdomsforløbet (CSF tau; atrofi af specifikke hjerneområder; FDG-PET billeddannelse).

MCI forårsaget af Alzheimers sygdom

MCI-arbejdsgruppen har dels formuleret kliniske diagnosekriterier for MCI i generel forstand - og dels forskningskriterier for MCI forårsaget af Alzheimers sygdom. De kliniske kernekriterier for MCI tager bl.a. højde for, at patienterne kan debutere med andre symptomer end hukommelsesbesvær. Forskningskriterierne for MCI forårsaget af Alzheimers sygdom er ligesom forskningskriterierne for præklinisk Alzheimer baseret på biomarkører.

Alzheimerdemens

Den tredje arbejdsgruppe, der beskæftiger sig med demens forårsaget af Alzheimers sygdom, har dels formuleret kliniske diagnosekriterier for demens i generel forstand - og dels kliniske diagnosekriterier for Alzheimerdemens. Arbejdsgruppen foreslår følgende terminologi for demens forårsaget af Alzheimers sygdom:

  • sandsynlig (probable) Alzheimerdemens
  • mulig (possible) Alzheimerdemens
  • sandsynlig eller mulig Alzheimerdemens med evidens for specifikke Alzheimerforandringer i hjernen.

Sidstnævnte kategori, der inkluderer biomarkører, har indtil videre karakter af forskningskriterier, mens de to første er beregnet til daglig klinisk anvendelse.

Diagnosekriterier for Alzheimers sygdom blev oprindeligt formuleret i 1984 af en arbejdsgruppe under ledelse af den amerikanske neurolog Guy McKhann. Arbejdsgruppen blev nedsat af the National Institute of Neurological and Communicative Disorders og Alzheimer's Disease and Related Disorders Association, og betegnes derfor NINCDS-ADRDA-kriterierne, men ofte anvendes den mere mundrette betegnelse 'McKhann-kriterierne'. Selvom kriterierne oprindeligt blev udarbejdet til forskningsbrug, har de med årene fået indflydelse på, hvordan diagnosticering foregår i klinikken. I Danmark diagnosticeres Alzheimers sygdom også med udgangspunkt i WHO's internationale klassifikationssystem for sygdomme, ICD-10, fra 1992.

Se en mere detaljeret gennemgang af de ny diagnosekriterier og forskningskriterier for forskellige faser af Alzheimers sygdom- samt for MCI og demens i generel forstand.