SkipNavigation

Kobber og zink medvirker til Alzheimerplaques

18. maj 2011af Kasper Jørgensen

En væsentlig sygdomsmekanisme ved Alzheimers sygdom er ophobingen af såkaldte plaques i hjernen – det vil sige uopløselige sammenklumpninger af proteinet beta-amyloid. Et dansk forskningsprojekt sigter på at øge forståelsen af, hvordan dannelsen af plaques foregår på det molekulære plan.

plaques

Forskerne har undersøgt forskellige måder eller 'ruter', hvorved kobber binder sig til beta-amyloid og danner forstadier til plaques. Også zink ser ud til at spille en rolle i den tidlige fase af plaquedannelsen. Ophobningen af plaques er forbundet med skadevirkninger på hjernecellerne, men det er uklart, hvorvidt den neurotoksiske virkning er knyttet til bestemte forstadier til plaques - såkaldte oligomerer - eller til det færdige slutprodukt.

På baggrund af indsigten i hvordan kobber og zink bidrager til plaquedannelsen, håber forskerne på langt sigt at finde metoder til at få metallerne til at binde til sig til andre typer proteiner - og derved måske mindske dannelsen af beta-amyloide plaques. En mulig medicinsk anvendelse heraf ligger imidlertid mange år ude i fremtiden. Forsøgene er indtil videre udført i reagensglas og ikke i levende celler.

Grundforskningen i den kemiske vekselvirkning mellem kobber- og zinkioner og beta-amyloid udføres af en dansk ph.d.-studerende, Jeppe Trudslev Pedersen, fra det Farmaceutiske Fakultet i samarbejde med forskere fra det Biovidenskabelige og det Naturvidenskabelige fakultet samt fra Statens Serum Institut.