Et langvarigt misbrug af alkohol er skadeligt for hjernen og kan i værste fald medføre en demenslignende tilstand. Men hvordan går det tidligere alkoholikere, der er holdt helt op med at drikke? En undersøgelse fra 2006 tyder på, at der med årene kan ske en normalisering af det kognitive funktionsniveau – forudsat at misbruget ophører.
Undersøgelser af større grupper af tidligere alkoholikere er
sjældne, men en forskergruppe fra Californien fandt frem til 48
'langtids-abstinente alkoholikere', der havde været tørlagt mellem
½ år og 13 år. De tidligere alkoholikere gennemgik en grundig
neuropsykologisk undersøgelse og resultaterne blev sammenlignet med
en ædruelig kontrolgruppe matchet på alder, køn og
uddannelsesniveau.
Ingen personer med Wernicke-Korsakoffs syndrom (en mangelsygdom
relateret til alkoholmisbrug), tidligere svære hovedtraumer, anden
væsentlig neurologisk sygdom eller leversygdom indgik i
undersøgelsen.
Til forskernes overraskelse klarede gruppen af tidligere
alkoholikere sig stort set lige så godt som kontrolgruppen på de
neuropsykologiske tests. Eneste signifikante forskel sås på et
indeks for visuelt-rumlig forarbejdning, hvor de tidligere
alkoholikere klarede sig lidt ringere. Det er imidlertid usikkert,
om der er tale om en reel forskel i præstationsniveau. For det
første var forskellen ikke signifikant, når man sammenlignede de
enkelte tests, der indgik i det visuelt-rumlige domæne (forskellen
sås kun når testene blev lagt sammen i et indeks), og dels blev der
ikke statistisk taget højde for problemet med multiple
sammenligninger. Det drejer sig om, at jo flere sammenligninger man
foretager mellem to grupper - jo større risiko er der for at en af
sammenligningerne rent tilfældigt vil vise en forskel.
Resultaterne tyder på, at der kan være meget at vinde ved at
stige på vandvognen selv efter mange års misbrug. Tidligere
alkoholmisbrugere, der har udviklet en egentlig hjerneskade som
følge af Wernicke-Korsakoffs syndrom eller et svært hovedtraume,
kan ikke regne med en normalisering af deres funktionsniveau, men
kan måske undgå yderligere forværring.
Fakta om undersøgelsen
Gruppen af eks-alkoholikere bestod af 25 mænd og 23 kvinder i
alderen 35-57 år rekrutteret fra bl.a. AA-møder. Deres
gennemsnitlige tidligere alkoholforbrug var henholdsvis 245 og 268
genstande per måned, og den gennemsnitlige spidsbelastning
(peak dose) var henholdsvis 362 og 264 genstande per
måned. Den gennemsnitlige varighed af alkoholforbruget eller
misbruget var henholdsvis 20 og 22 år.
De kognitive domæner, der blev undersøgt, var:
1) Abstraktion/kognitiv fleksibilitet
2) Opmærksomhed
3) Auditiv arbejdshukommelse
4) Umiddelbar hukommelse
5) Forsinket hukommelse
6) Mentalt forarbejdningstempo
7) Reaktionstid
8) Visuelt-rumlig forarbejdning
9) Sproglige færdigheder