SkipNavigation

Engelske anbefalinger for Alzheimer-medicin udvides

1. februar 2011af Kasper Jørgensen

De nationale engelske anbefalinger vedrørende anvendelsen af medicin mod Alzheimers sygdom er på vej til at blive udvidet. Udvidelsen gælder anvendelsen af både acetylkolinesterasehæmmere og memantin.

piller

Acetylkolinesterasehæmmere (donepezil, galantamin og rivastigmin) anbefales nu til behandling af Alzheimers sygdom i let grad, og ikke som hidtil kun til behandling af Alzheimers sygdom i middelsvær grad. Alzheimers sygdom i let grad svarer i de fleste tilfælde til, at patienten har en Mini-Mental State Examination-score på mere end 20 point.

Endvidere anbefales lægemidlet memantin nu som en mulighed ved behandling ved Alzheimers sygdom i svær grad og i særlige tilfælde også ved Alzheimers sygdom i middelsvær grad, hvis en patient ikke kan tåle acetylkolinesterasehæmmere. Dermed nærmer de engelske anbefalinger sig nuværende dansk praksis.

Anbefalinger er beskrevet i en foreløbig vejledning fra National Institute for Health and Clinical Excellence (NICE), der kan sammenlignes Sundhedsstyrelsen i Danmark. Den endelige vejledning fra NICE forventes i marts 2011.