SkipNavigation

Etniske minoriteter er både under- og overdiagnosticeret med demens

13. januar 2011af Kasper Jørgensen

For få ældre indvandrere bliver diagnosticeret med demens og for mange yngre indvandrere får en demensdiagnose. Det viser resultaterne af en registerundersøgelse, der sammenligner forekomsten af demens hos tre store indvandrergrupper i Danmark med forekomsten af demens hos etniske danskere.

etniske minoriteter over- og underdiagnosticeres

I aldersgruppen 40-59 år lå den registrerede forekomst af demens hos mandlige indvandrere omtrent på samme niveau som hos etniske danske mænd. Derimod var forekomsten af demens hos kvindelige indvandrere i denne aldersgruppe mere end dobbelt så høj som hos etniske danske kvinder.

I aldersgruppen fra 60 år og opefter gik resultaterne i den stik modsatte retning. Her var den registrerede forekomst af demens hos både mandlige og kvindelige indvandrere urealistisk lav. For kvindelige indvandrere var forekomsten kun en tredjedel af forekomsten hos deres etniske danske kønsfæller, mens forekomsten af demens hos mandlige indvandrere var helt nede på en syvendedel af etniske danske mænds.

Undersøgelsen så også på, hvilke demensdiagnoser, der blev stillet. I knap halvdelen af tilfældene anvendtes diagnosen 'demens uspecificeret', mens vaskulær demens udgjorde 32% og Alzheimers sygdom kun 20% af diagnoserne. Andelen af uspecifikke demensdiagnoser kan virke overraskende høj, men adskiller sig ikke væsentligt fra andelen af uspecifikke demensdiagnoser i den danske baggrundsbefolkning.

Forskerne bag undersøgelsen vurderer, at der er et stort behov for udvikling af diagnostiske udredningsmetoder målrettet etniske minoriteter samt iværksættelse af strategier til forebyggelse af demens i disse befolkningsgrupper. Omtrent en fire-dobling af antallet af ældre med indvandrerbaggrund kan forventes indenfor de kommende tyve år.

Fakta om undersøgelsen

Undersøgelsen er baseret på samkøring af anonymiserede data fra folkeregisteret med Landspatientregisteret og det landsdækkende Psykiatriske Centralregister. Registerdata vedrørende samtlige indvandrere fra eks-jugoslavien, Tyrkiet og Pakistan fra 20 års alderen og opefter - svarende til mere end 68.000 personer - indgik i undersøgelsen. Heraf var 174 personer registreret med en demensdiagnose i 2008, der blev valgt som stikprøveår.