SkipNavigation

Dementes humør knyttet til sygdomserkendelse

31. januar 2011af Kasper Jørgensen

Svækket sygdomserkendelse forekommer hyppigt hos patienter med Alzheimers sygdom. Demente personer med begrænset eller manglende sygdomserkendelse har som gruppe betragtet en højere forekomst af bl.a. irritabilitet, apati og depression end demente med normal indsigt i deres sygdom. For pårørende er forekomsten af sådanne neuropsykiatriske symptomer hos den demente forbundet med en oplevelse af større psykisk belastning.

gnaven mund

Sammenhængen mellem sygdomserkendelse og neuropsykiatriske symptomer er undersøgt i et stort dansk studie af virkningen af rådgivning og støtte ved Alzheimers sygdom - The Danish Alzheimer Intervention Study (DAISY). 321 patienter med Alzheimer i let grad og deres pårørende deltog i undersøgelsen. Forekomsten af neuropsykiatriske symptomer hos patienterne blev målt ved at deres pårørende gennemgik et struktureret interview. Ud over irritabilitet, apati og depression var symptomer som angst og agitation (uro, ophidselse) hyppige blandt de demente, om end sværhedsgraden af symptomerne for det meste var forholdsvis lav.

De neuropsykiatriske symptomer blev lagt sammen på en fælles skala, der udtrykker den samlede sværhedsgrad af symptomer. Når man sammenlignede patienterne uden sygdomserkendelse med patienter med normal sygdomserkendelse sås en signifikant højere sværhedsgrad af symptomer i førstnævnte gruppe.

Fakta om undersøgelsen

Alle patienter havde en Mini-Mental Status Examination (MMSE) score på mindst 20 svarende til demens i let grad. Forekomsten af neuropsykiatriske symptomer blev målt ved hjælp af en kort version spørgeskemaet the Neuropsychiatric Inventory (NPI-Q), der blev administreret i interviewform til pårørende. Oplevelsen af psykisk belastning hos pårørende blev målt ved hjælp af en underskala på NPI, hvor den pårørende for hvert symptom skulle angive deres oplevelse af psykisk belastning (NPI-Q total distress score).