Stress og demens hænger sammen

Længere perioder med stress midt i livet ser ud til at være forbundet med en øget risiko for at udvikle demens i alderdommen.

Forskere ved Göteborgs Universitet, der har fulgt over 1.400 kvinder i perioden 1968 til 2003, finder signifikant øget forekomst af demens hos kvinder, der i løbet af undersøgelsesperioden oplyste, at de ofte følte sig stressede. Ingen mænd indgik i undersøgelsen, der er offentliggjort i det ansete tidsskrift Brain.

Alle deltagere fik som led i en større helbredsundersøgelse i årene 1968, 1974 og 1980 stillet spørgsmålet: "Har du oplevet perioder med stress (af en måneds varighed eller længere) i forbindelse med f.eks. dit arbejde, helbred eller familiesituation? Med stress menes en følelse af irritabilitet, anspændthed, nervøsitet, bekymring, angst eller søvnproblemer".

De kvinder, der rapporterede om hyppig eller vedvarende stress ved en af de tre undersøgelser havde ca. 10% øget risiko for senere demensudvikling. For de kvinder, der rapporterede om stress ved to undersøgelser, var demensrisikoen øget med ca. 73% øget, og ved rapportering om stress ved alle tre undersøgelser var risikoen mere end fordoblet (ca. 151% øgning). Derimod var lejlighedsvist forekommende stress ikke forbundet med demens.

I risikoanalysen blev der taget højde for en lang række faktorer - alder, uddannelse, ægteskabelig status, socioøkonomisk status, børn, rygning, alkohol, motion, hjertesygdom, fedme - der kunne have indflydelse på risikoen for at udvikle demens.

Undersøgelsen giver ingen forklaring på mulige neurobiologiske mekanismer bag sammenhængen mellem stress og demens. Tidligere forskning har påvist en sammenhæng mellem stress og risikoen for udvikling af hjerte-karsygdomme, men i den aktuelle undersøgelse kunne en sikker sammenhæng mellem stress midt i livet og senere udvikling af vaskulær demens ikke påvises. Forekomsten af vaskulær demens var med kun 32 tilfælde dog forholdsvis lav. Derimod var sammenhængen tydelig for Alzheimers sygdom og for blandingsformer af Alzheimers sygdom og vaskulær demens.

Forskerne anfører, at langvarigt høje niveauer af stresshormoner og markører, der har at gøre med immunforsvaret (glucokorticoider), menes at have en skadelig virkning på hjernen.

En mulig metodemæssig svaghed ved undersøgelsen er, at dokumentationen for stressbelastning alene er baseret på selvrapportering, og at der ikke er forsøgt en mere objektiv måling heraf.

Fakta om undersøgelsen

Prospektiv forløbsundersøgelse af kvinder i Göteborg. Alder ved baseline 38-60 år. Deltagerne blev bl.a. undersøgt af psykiatere og psykiatriske sygeplejersker med bl.a. et batteri af neuropsykiatriske tests. Svarmulighederne vedrørende oplevelse af stress var 0) intet stress, 1) stress for mere end 5 år siden, 2) én periode med stress indenfor de seneste 5 år, 3) flere perioder med stress indenfor de seneste 5 år, 4) vedvarende stress indenfor det seneste år, 5) vedvarende stress indenfor de seneste 5 år.
Demens blev diagnosticeret ud fra DSM-kriterier og undertyper af demens blev diagnosticeret ved hjælp af henholdsvis NINCDS-ADRDA samt NINDS-AIREN-kriterier. Sammenhængen mellem stress og senere demens blev analyseret ved hjælp af Cox regressionsmodeller.