To udenlandske MTV-rapporter peger på, at motion som cykling, løb og svømning har en forebyggende virkning mod demens, men kan også forbedre og vedligeholde den praktiske funktionsevne hos ældre, der allerede har demens. Det konkluderer Sundhedsstyrelsen på baggrund af grundig gennemgang af forskningen på området samt to nye udenlandske MTV-rapporter.
Træning af de kognitive funktioner som hukommelse,
forarbejdningshastighed og problemløsning hos ældre uden demens har
en vis effekt på netop de funktioner, som man træner. Det er dog
tvivlsomt, om kognitiv træning ligefrem kan forebygge demens og der
er ingen dokumentation for, at kognitiv træning hjælper ældre med
demens. Supervision, uddannelse og træning af plejepersonale, der
arbejder med demente, har formentlig en gavnlig effekt - men
effekten er vanskelig at påvise i videnskabelige undersøgelser.
Sundhedsstyrelsens konklusioner fremgår af rapporten "Demens:
Ikke-farmakologiske interventioner - en kommenteret udenlandsk
medicinsk teknologivurdering", der udkom i juni 2010. Begrebet
'ikke-farmakologiske interventioner' anvendes som fællesbetegnelse
for en lang række behandlinger og tiltag indenfor sygepleje,
fysioterapi, ergoterapi, musikterapi, neuropsykologi, m.v. som ikke
inkluderer medicinsk behandling.
Sundhedsstyrelsens rapport er en kommentering og kritisk
vurdering af udvalgte dele af to udenlandske medicinske
teknologivurderinger - såkaldte MTV-rapporter. Det drejer sig om
rapporter fra henholdsvis Canada og Sverige, der begge udkom i
2008. For at føre resultaterne vedrørende ikke-medicinske
behandlinger ajour har Sundhedsstyrelsens ekspertgruppe suppleret
de to udenlandske MTV-rapporter med en gennemgang af den
videnskabelige litteratur frem til 2010.
Der foreligger i forvejen en dansk MTV-rapport om udredning og
behandling af demens, som Sundhedsstyrelsen udgav i 2008.
De to udenlandske MTV-rapporter er et par digre og videnstunge
værker. For eksempel er den svenske rapport, der er udgivet af
Statens beredning för medicinsk utvärdering, baseret på en kritisk
gennemlæsning af 5-6.000 resumeer (abstracts) af videnskabelige
artikler samt 550 artikler. Ud over motion, kognitiv træning og
uddannelse af plejepersonale gennemgår den svenske MTV-rapport også
emner som den foreliggende dokumentation vedrørende effekten af
ADL-rehabiliterende pleje og omsorg samt spisning, madning og
ernæring, reminiscens, adfærdsterapi, lysterapi,
realitetsorientering, valideringsterapi, aromaterapi, berøring og
massage, musik- og danseinterventioner, sansestimulation, særlige
interventioner for demente med anden etnisk og kulturel baggrund,
m.v.
For de fleste typer af interventioner er den videnskabelige
evidens spinkel eller helt fraværende. Men som forfatterne til den
kommenterede danske rapport bemærker, betyder fravær af
dokumentation ikke nødvendigvis, at interventionerne ikke kan have
effekt - men at der fortsat mangler viden herom.