Behandling med B-vitamin begrænser skrumpning af hjernen hos ældre med let kognitiv svækkelse. Det viser en undersøgelse fra universitetet i Oxford, hvor 168 ældre indgik. Deltagerne blev via lodtrækning fordelt til to grupper, hvoraf den ene fik en pille med tre typer B-vitamin dagligt igennem to år. Den anden gruppe - placebogruppen - måtte tage til takke med en uvirksom pille. Hverken deltagere eller forskere vidste i løbet af undersøgelsen hvem, der fik hvilke piller.
Behandling med B-vitamin begrænser skrumpning af hjernen hos
ældre med let kognitiv svækkelse. Det viser en undersøgelse fra
universitetet i Oxford, hvor 168 ældre indgik. Deltagerne blev via
lodtrækning fordelt til to grupper, hvoraf den ene fik en pille med
tre typer B-vitamin dagligt igennem to år. Den anden gruppe -
placebogruppen - måtte tage til takke med en uvirksom pille.
Hverken deltagere eller forskere vidste i løbet af undersøgelsen
hvem, der fik hvilke piller.
Deltagerne fik før og efter den to-årige forsøgsperiode foretaget
en hjerneskanning (MR-skanning), der viste graden af
hjerneskrumpning (atrofi) per år. Placebogruppen mistede
gennemsnitligt 1.08% af deres hjernevolumen årligt, hvorimod
B-vitamingruppen kun mistede 0,76% årligt. Det svarer til, at
behandling med B-vitamin var forbundet med 30% fald i skrumpning,
om end de værdier, der sammenlignes, er forholdsvis små.
Den anvendte B-vitaminpille (TrioBe Plus) indeholder B6, B9
(folinsyre) og B12 i relativt høje mængder. De tre B-vitaminer har
en regulerende effekt på aminosyren homocystein i blodet. Et højt
niveau af homocystein er forbundet med en øget risiko for
Alzheimers sygdom og behandlingen med
B-vitamin virker tilsyneladende ved at sænke
homocysteinniveauet.
Mængden af B12 (0,5 mg cyanocobolamin) i den anvendte pille udgør
omtrent 200 gange EU's anbefalede daglige dosis. Mængden af
B9/folinsyre (0,8 mg) udgør 4 gange den anbefalede dosis og mængden
af B6 (20 mg pyridoxin HCI) udgør 15 gange den anbefalede dosis.
Men ingen af de tre vitamindoser overskrider EU's øvre
sikkerhedsgrænse for mulig helbredsrisiko. Vitaminpillen er
receptpligtig.
Undersøgelsen rummer visse begrænsninger. Dels er deltagerantallet
forholdsvis lille - 85 i B-vitamingruppen og 83 i placebogruppen -
og dels er forskellen i hjerneatrofi mellem de to grupper ikke
særlig stor, om end den er statistisk signifikant. Det er indtil
videre uklart, om forskellen i hjerneatrofi ledsages af en
væsentlig forskel i de to gruppers kognitive funktionsniveau. Dette
spørgsmål forventes afklaret i en kommende undersøgelse.
Resultaterne af undersøgelsen er blevet mødt af andre
demensforskere med forsigtig optimisme, da en række tidligere
forsøg med B-vitamin har vist mindre lovende resultater. Der er
behov for mere forskning i emnet før den praktiske, kliniske
relevans af resultaterne kan vurderes.
Det kan ikke anbefales, at man begynder at behandle sig selv med
B-vitamin. Dels er dokumentationen for en eventuel gavnlig effekt
for spinkel, og dels menes høje doser af B-vitamin at kunne øge
risikoen for kræft samt at accelerere allerede eksisterende
kræftsygdom.
Fakta om undersøgelsen
Randomiseret, kontrolleret produktafprøvning. I undersøgelsen
deltog både patienter med amnestisk og ikke-amnestisk MCI (mild
cognitive impairment; let kognitiv svækkelse). Gennesnitlig alder
ca. 77 år; gennemsnitlig MMSE-score ved baseline 28,3.
Smith AD, Smith SM, de Jager CA, Whitbread P, Johnston C, et al.
(2010) Homocysteine-Lowering by B Vitamins Slows the Rate of
Accelerated Brain Atrophy in Mild Cognitive Impairment: A
Randomized Controlled Trial. PLoS ONE 5(9): e12244
Sidst opdateret 14.04.2011