SkipNavigation

Ginkgo biloba uden effekt på kognitiv svækkelse hos ældre

7. januar 2010af Kasper Jørgensen

Antagelsen om at indtagelse af ginkgoprodukter skulle kunne bidrage til at holde demensen fra døren hos ældre har fået yderligere et knæk.

Udtræk af tempeltræets (Ginkgo biloba) blade har i årtusinder været anvendt som naturlægemiddel i Kina. Siden 1970'erne har ginkgo også været brugt i de vestlige lande i håbet om, at det kunne øge blodtilførslen til hjernen og derved bedre de kognitive funktioner og måske endda modvirke demens. Som tidligere omtalt her på hjemmesiden (Ginkgo skuffer i forebyggelsen af demenssygdomme) har det ved videnskabelig afprøvning af ginkgo imidlertid været vanskeligt at påvise nogen effekt. Det drejede sig om the Ginkgo Evaluation of Memory undersøgelsen, der med mere end 3.000 hjemmeboende ældre som deltagere er den hidtil mest omfattende indenfor området.

Et Cochrane-review fra januar 2009 konkluderede på baggrund af en gennemgang af 36 videnskabelige afprøvninger af ginkgo, at evidensen for at midlet skulle have en forudsigelig og klinisk signifikant gavnlig virkning på personer med demens, er "inkonsistent og upålidelig". Alle 36 undersøgelser var baseret på patienter med kognitive forstyrrelser, herunder demens, der via lodtrækning og blev behandlet med enten ginkgo eller placebo i et dobbeltblindet forsøgsdesign. Forskerne vurderede dog også, at brugen af ginkgo forekom ufarlig og uden væsentlige bivirkninger sammenlignet med placebo.

De overvejende nedslående resultater af Cochrane-reviewet bekræftes af yderligere, nyligt offentliggjorte analyser af resultaterne fra the Ginkgo Evaluation of Memory projektet. Forskerne sammenlignede udviklingen i kognitiv forringelse hos gruppen af ældre, der fik ginkgo, med gruppen af ældre, der måtte nøjes med placebo, og konstaterede at begge grupper 'tabte højde' gennem en ca. 6-årig periode, men i samme tempo. Det var med andre ord ikke muligt at spore nogen gavnlig effekt af ginkgo uanset om man granskede deltagernes hukommelse, opmærksomhed, visuelt-rumlige færdigheder, sprogfunktion eller overordnede (eksekutive) styringsfunktioner.

Undersøgelsesdesign

Randomiseret dobbeltblindt undersøgelse med deltagelse af 3.069 hjemmeboende ældre i alderen 72-96 år. Deltagerne var uden demens ved undersøgelsens start, men i løbet af den ca. 6-årige observationsperiode udviklede 277 personer i ginkgogruppen og 246 personer i placebogruppen demens. Dosis var 120 mg ginkgo biloba ekstrakt 2 gange dagligt. Deltagernes kognitive funktioner blev målt ca. en gang årligt ved hjælp af et omfattende neuropsykologisk testbatteri suppleret med kognitive screeningsinstrumenter (3MSE, der er en udvidet udgave af MMSE, ADAS-Cog og CDR). Som forventeligt ud fra deltagernes alder, sås i begge grupper et gradvist, omend let præstationstab på de neuropsykologiske tests - men progressionstempoet var ens i de to grupper.

Kilder:

Birks, J. & Grimley, E. J. (2009). Ginkgo biloba for cognitive impairment and dementia. Cochrane.Database.Syst.Rev., CD003120.

 

Dekosky, S. T., Williamson, J. D., Fitzpatrick, A. L., Kronmal, R. A., Ives, D. G., Saxton, J. A. et al. (2008). Ginkgo biloba for prevention of dementia: a randomized controlled trial. JAMA, 300, 2253-2262.

 

Snitz, B. E., O'Meara, E. S., Carlson, M. C., Arnold, A. M., Ives, D. G., Rapp, S. R. et al. (2009). Ginkgo biloba for preventing cognitive decline in older adults: a randomized trial. JAMA, 302, 2663-2670.