Pårørendes nærhed påvirker demensudviklingen

Støtte og engagement fra familiens side spiller en stor rolle for patienter med Alzheimers sygdom. Faktisk så stor, at det kan måles på sygdommens forløb.

Forskning i emnet tyder på, at patienter med et nært forhold til deres pårørende har en langsommere forværring af deres demens, end patienter uden samme grad af nærhed i familierelationerne. Effekten af et nært, omsorgsfuldt pårørendeforhold er i følge en forsker så stor, at den kan sammenlignes med virkningen af traditionel antidemensbehandling med acetylcholinesterasehæmmere.

I den aktuelle undersøgelse, der er udført af amerikanske forskere ved bl.a. Utah State University, forsøgtes graden af nærhed i forholdet mellem pårørende og patient målt ved hjælp af et slags spørgeskema, hvor den pårørende skulle tage stilling til udsagn af typen "Mit forhold til min ægtefælle/forælder har altid været nært". Det viste sig, at patienter, hvis pårørende ved starten af undersøgelsen gav udtryk for at relationen var præget af en høj grad af nærhed, havde en langsommere demensudvikling gennem de følgende par år. Det havde også betydning, om den nærmeste pårørende var ægtefælle eller barn til patienten. Patienter, der havde en ægtefælle som nærmeste pårørende, udviklede demens i et langsommere tempo, end patienter hvis nærmeste pårørende var deres søn, datter, svigersøn eller -datter.

Dr. Maria Norton, der har ledet undersøgelsen, anfører i en kommentar, at ægtefæller (som gruppe betragtet) tilsyneladende er i stand til at mobilisere et større engagement i relationen til patienten end dennes voksne børn er. Pårørende der føler sig nært knyttet til patienten, er måske mere tilbøjelige til at involvere denne i socialt og kognitivt stimulerende aktiviteter, der kan være med til at holde deres hjerner aktive og derved modvirke kognitiv forringelse. En beslægtet forklaring kunne være, at pensionerede ægtefæller ofte har mere tid til samvær med patienten end voksne børn, der også har forpligtigelser i forhold til deres job og øvrige familie.

Undersøgelsesdesign

167 personer med Alzheimers sygdom rekrutteret fra the Cache County Dementia Progression Study blev fulgt i en periode på 4-51 måneder (gennemsnit 20 måneder). Ved undersøgelsens start var deltagernes gennemsnitlige alder var 86 år, gennemsnitlig varighed af demens var 4 år, 12% boede på plejehjem, 22% i beskyttet bolig og resten var hjemmeboende. I løbet af undersøgelsesperioden blev deltagernes kognitive funktionsniveau vurderet hvert halve år ved hjælp af den kognitive screeningstest MMSE samt Clinical Dementia Rating, der er beregnet på at fastsætte demensgraden. I løbet af undersøgelsen faldt deltagernes gennemsnitlige MMSE-score med 8 point fra 19,4 til 11,5. Effekten af pårørendenærhed og familierelation (ægtefælle eller barn) blev undersøgt ved hjælp af lineære mixed models (en statistisk teknik) med justering for sværhedsgraden af demens. Både graden af pårørendenærhed og typen af familierelation havde en selvstændig signifikant betydning for tempoet i demensudviklingen (henholdsvis p<0,5 og p=0,1).