SkipNavigation

Depression øger måske risikoen for demens

17. december 2009af Kasper Jørgensen

Behandling af depression kan muligvis have en forebyggende virkning mod senere udvikling af demens. Det var en af konklusionerne på den årlige forskningskonference afholdt af Nationalt Videnscenter for Demens i slutningen af november 2009, der satte fokus på forholdet mellem demens og depression.

 

På forskningskonferencen var der oplæg fra en række danske og internationale forskere: Rebecca Elliott, School of Medicine, University of Manchester, Barbara Ravnkilde, Center for Psykiatrisk Forskning, Århus Universitetshospital, Lars Kessing, Psykiatrisk Center, Rigshospitalet og Frans Verhey, Maastricht Memory Clinic samt mange flere.

Sammenhæng mellem depression og demenssygdomme er efterhånden en veletableret kendsgerning. Patienter med demens har en højere forekomst af tidligere depressive episoder end baggrundsbefolkningen og risikoen for at udvikle demens ser ud til at øges i takt med antallet af episoder med depression eller bipolær affektiv lidelse.

Professor Lars Vedel Kessing, Psykiatrisk Center Rigshospitalet, refererede resultater fra et stort dansk registerstudie, hvor man fandt at forekomsten af efterfølgende demens steg med ca. 13% for hver depressiv episode. For patienter med bipolar lidelse steg forekomsten af efterfølgende demens steg med ca. 6% for hver episode.

Disse resultater ligger i tråd med resultaterne fra en dansk befolkningsundersøgelse, hvor man fandt, at ca. 15% af patienterne med Alzheimers sygdom - mod ca. 11% af de ikke-demente - tidligere har lidt af depression. Også når man ser på, hvem der har været ramt af to eller flere tidligere depressive episoder er der forskel mellem patienterne med Alzheimers sygdom og ikke-demente: ca. 4% af patienterne har været ramt af flere episoder, hvilket kun gælder ca. 2% af de ikke- demente.

Årsagen til at depression er forbundet med øget risiko for senere demensudvikling kendes ikke med sikkerhed. En mulig forklaring kunne være, at depression i sig selv kan have en skadelig virkning på hjernens funktion. En anden mulighed er, at depression og demens kan udgøre forskellige manifestationer af en fælles bagvedliggende sygdomsproces.

Kilder:

Andersen, K., Lolk, A., Kragh-Sorensen, P., Petersen, N. E., & Green, A. (2006). Depression og risikoen for Alzheimers sygdom. Ugeskr.Laeger, 168, 3409-3412.

 

Kessing, L. V. & Andersen, P. K. (2004). Does the risk of developing dementia increase with the number of episodes in patients with depressive disorder and in patients with bipolar disorder? J.Neurol.Neurosurg.Psychiatry, 75, 1662-1666.