Diabetes mellitus (sukkersyge) udgør en risikofaktor for udvikling af både Alzheimers sygdom og vaskulær demens. Hos ældre uden demens er diabetes endvidere i sig selv forbundet med en tendens til udvikling af kognitiv svækkelse.
Resultater fra en ny fransk multicenterundersøgelse viser noget
overraskende, at diabetes tilsyneladende har en vis dæmpende
indflydelse på det tempo, som Alzheimers sygdom udvikler sig
med.
Ved halvårlige testninger med Mini Mental Status Examination
(MMSE) i et op til fireårigt forløb sås, at patienter med både
Alzheimers sygdom og diabetes udviklede demens i et lidt
langsommere tempo end patienter med Alzheimers sygdom uden
diabetes. Forskellen mellem de to grupper var dog kun ca. 0,76
MMSE-point per år, hvilket for den enkelte patient næppe gør den
helt store forskel.
Årsagen til det lidt langsommere udviklingstempo hos patienter
med Alzheimers sygdom og diabetes kendes ikke, men forskerne peger
på flere hypoteser. For det første kan der være tale om, at
relativt flere patienter med Alzheimers sygdom og diabetes har en
blandingsform af demens - Alzheimers sygdom med cerebrovaskulær
patologi - mens flertallet af patienterne uden diabetes har
Alzheimers sygdom i mere ren form. Den blandede demenstype er ofte
karakteriseret ved et lidt langsommere udviklingstempo. For det
andet er det sandsynligt, at ældre med diabetes tager mere medicin
mod kardiovaskulær sygdom (blodtryksregulerende medicin,
hjertemagnyl, statiner) end ældre uden diabetes, samt at disse
medicintyper kan være forbundet med en let dæmpende effekt i
udviklingen af Alzheimers sygdom.
Undersøgelsesdesign
608 patienter med Alzheimers sygdom (AD) i alderen 73-82 år blev
fulgt i op til 4 år og 4 måneder (gennemsnit: 26 måneder). 63
(10,4%) af patienterne havde fra starten af undersøgelsesperioden
også diabetes (DM). Ved undersøgelsens start sås ingen forskel i de
to gruppers MMSE-score (gennemsnit 20-21 af 30), men i de følgende
2-4 år tabte gruppen med AD uden DM kognitiv højde i et hurtigere
tempo end gruppen med både AD og DM. Ved sammenligning af
udviklingen i de to grupper blev der foretaget statistisk justering
for faktorer som alder, køn, uddannelsesniveau, demensgrad,
medicinering med acetylkolinesterasehæmmere samt vaskulære
risikofaktorer. I den ikke-justerede model sås en forskel i de to
gruppers udviklingstempo på ca. 0,64 MMSE-point per år, mens
forskellen i den justerede model som anført var på ca. 0,76
MMSE-point per år.
Sanz, C., Andrieu, S., Sinclair, A., Hanaire, H., & Vellas,
B. (2009). Diabetes is associated with a slower rate of cognitive
decline in Alzheimer disease. Neurology, 73, 1359-1366