Til forsiden

Arvelighed ved frontotemporal demens

8. november 2010 af Kasper Jørgensen

Man har længe vidst, at mange tilfælde af frontotemporal demens (FTD) skyldes arvelighed, men en ny undersøgelse viser, at arveligheden varierer afhængigt af, hvilken undertype af FTD, man ser på.

FTD betegner en gruppe af genetisk og patologisk forskelligartede neurodegenerative sygdomme. Den mest almindeligt forekommende undertype - den såkaldte frontallapsvariant af FTD, der er karakteriseret ved forstyrrelser i adfærd og personlighed - er samtidig den undertype med størst arvelighed. En lavere grad af arvelighed ses for de sjældnere undertyper af FTD. Det drejer sig om progressiv ikke-flydende afasi, hvor patienten udvikler tiltagende (ekspressive) sprogvanskeligheder, semantisk demens, karakteriseret ved tab af viden om ords betydning samt den logopeniske eller fonologiske variant af FTD, der er karakteriseret ved langsomt taletempo, forringet grammatisk forståelse og evne til benævnelse.

I en aktuel undersøgelse, der omfattede 225 patienter med forskellige typer af FTD, fandt man således, at over halvdelen (58%) af patienterne med frontallapsvarianten af FTD var arveligt disponeret for sygdommen, hvilket kun var tilfældet for 30% af patienterne med progressiv afasi, 22% af patienterne med semantisk demens og 20% af patienterne med logopenisk FTD.

FTD overlapper desuden med sygdomme, der primært er karakteriseret ved bevægeforstyrrelser, i form af corticobasal degeneration (CBD) og progressiv supranukleær parese (PSP) samt med varianter af amytrofisk lateral sclerose, også kendt som FTD med motorneuron sygdom. Også i disse, forholdsvis sjældne, patientgrupper sås stor variation i arveligheden. Arvelige dispositioner sås således hos 53% af CBD-patienterne, 33% af PSP-patienterne og kun 10% af patienterne i gruppen FTD med motorneuron sygdom.

I undersøgelsen, der udgik fra centeret for demensforskning ved Queen Square hospitalet i London, så man også nærmere på fem forskellige gener, der erfaringsmæssigt er forbundet med øget risiko for FTD. To af disse gener - microtubulus-associeret protein tau (MAPT) og progranulin (GRN) - er almindeligt forekommende, mens de øvrige tre er forholdsvis sjældne. Hos 9% af patienterne fandtes mutationer i MAPT-genet og hos 8% mutationer i GRN-genet, men ingen patienter havde mutationer i de øvrige tre gener. Forskerne vurderer, at flere gener må være involveret i udviklingen af FTD, men man ved endnu ikke, hvilke det drejer sig om.

Overlæge Jørgen Nielsen, Nationalt Videnscenter for Demens, kommenterer: Undersøgelsen bekræfter, at der er en klar arvelig komponent indenfor FTD-sygdommene, hvor mutationer i to kendte gener (MAPT og GRN) er årsag til en stor del af de klart arvelige tilfælde. Det arvelige aspekt ved de enkelte underformer er meget varierende og undersøgelsen peger på de FTD-underformer, hvor man i fremtidige studier har størst chance for at afsløre nye genetiske variationer af betydning for FTD. Undersøgelsen understreger dermed vigtigheden af at klassificere FTD-sygdommene så nøjagtigt som muligt med henblik på at øge muligheden for i fremtiden at finde nye gener involveret i FTD.