SkipNavigation

Sproglige evner forudsiger måske demens

28. august 2009af Kasper Jørgensen

Gode sprogfærdigheder i ungdommen er forbundet med en lavere risiko for at udvikle demens i alderdommen. Det er en af delkonklusionerne fra en forløbsundersøgelse af amerikanske nonner, the Nun Study.

I forbindelse med at nonnerne som unge kvinder blev indviet i den katolske Notre Dame orden, fik de til opgave at skrive et selvbiografisk essay af 200-300 ords længde. I midten af 1990'erne undersøgte forskere fra the Sanders-Brown Center on Aging i Kentucky sammenhængen mellem den sproglige kompleksitet i sådanne essays fra ungdomsårene og det kognitive funktionsniveau hos nonnerne langt senere, da de var mellem 75 og 87 år gamle.

Det lykkedes forskerne at opstøve håndskrevne selvbiografier fra 93 unge nonner (gennemsnitsalder 22 år) i klostrenes arkiver samt at gennemføre en grundig neuropsykologisk testning af dem som gamle. Det lyder muligvis som et plot fra en roman af Dan Brown, men er skam alvorligt ment. Man undersøgte bl.a. forekomsten af meningsfulde udsagn i selvbiografierne (idea density) og deres grammatiske kompleksitet.

Der sås en signifikant sammenhæng mellem nonnernes skriftlige sprogfærdighed i ungdommen og deres kognitive funktionsniveau som ældre. Denne sammenhæng svarer til, hvad man har fundet i en række (men langt fra alle) undersøgelser af sammenhængen mellem begavelse og udvikling af demens og synes at støtte teorierne om kognitiv reservekapacitet som en beskyttende faktor mod demensudvikling.

Forskerne dissekerede endvidere hjerner fra 25 afdøde ældre nonner og fandt at 10 af disse havde forandringer i hjernen forenelige med Alzheimers sygdom. 9 af de 10 nonner med tegn på Alzheimers sygdom havde som unge haft et idéfattigt skriftssprog, hvilket kun var tilfældet for 2 af de 15 nonner med raske hjerner. Der var med andre ord tale om en sammenhæng mellem sprogfærdigheder i ungdommen og udvikling af Alzheimers sygdom op til mere end 60 år senere.

Det omtalte Nun Study har også kastet andre interessante resultater af sig: Alzheimers sygdom uden symptomer på demens?

Kilder:

Iacono, D., Markesbery, W. R., Gross, M., Pletnikova, O., Rudow, G., Zandi, P. et al. (2009). The Nun Study. Clinically silent AD, neuronal hypertrophy, and linguistic skills in early life. Neurology.

 

Snowdon, D. A., Kemper, S. J., Mortimer, J. A., Greiner, L. H., Wekstein, D. R., & Markesbery, W. R. (1996). Linguistic ability in early life and cognitive function and Alzheimer's disease in late life. Findings from the Nun Study. JAMA, 275, 528-532.