Hos patienter med Alzheimers sygdom svækkes hukommelsen trods indtag af omega-3 fedtsyrer. Dog ser det ud til, at virkningen til en vis grad afhænger af genetiske forskelle hos patienterne. Det viser en ny videnskabelig undersøgelse præsenteret ved sommerens internationale Alzheimerkonference, ICAD 2009.
Undersøgelsen blev ledet af dr. Joseph Quinn fra Oregon Health
and Sciences University, Portland USA. 402 patienter, der alle led
af let til moderat Alzheimers sygdom, blev på baggrund af
lodtrækning behandlet enten med omega-3 fedtsyren DHA eller med
placebo i 18 måneder. Omega-3 fedtsyrer forefindes i rigelige
mængder i fede fisk. Epidemiologiske undersøgelser - omtalt
andetsteds her på hjemmesiden - tyder på, at en kost med et højt
indhold af fisk kan have en forebyggende virkning mod demens: Omega-3 fedtsyrer
hjælper raske ældre. Hjernen er i forvejen det organ i
kroppen, der indeholder mest DHA.
Deltagernes kognitive funktionsniveau blev målt ved hjælp af
bl.a. Alzheimer's disease assessment scale (ADAS-cog) og Clinical
Dementia Rating (CDR). Både den behandlede gruppe og placebogruppen
tabte højde i løbet af undersøgelsesperioden, men der sås ingen
signifikant forskel mellem grupperne. Undersøgelsen gav med andre
ord ikke evidens for, at DHA skulle kunne bremse
demensudviklingen.
Efterfølgende opdelte forskerne patienterne i to undergrupper,
afhængigt af om de var bærere af en særlig genetisk variant (af
ApoE4-genet), der er forbundet med en øget risiko for at udvikle
Alzheimers sygdom. I gruppen af Alzheimerpatienter uden
risikovarianten, der vel at mærke udgjorde 42% af deltagerne, sås
faktisk en signifikant gavnlig effekt af at spise omega-3
fedtsyren. Forskerne planlægger nu yderligere afprøvning af DHA med
særligt fokus på denne undergruppe af Alzheimerpatienter.