SkipNavigation

Hvor hyppig er demens hos de ældste?

5. august 2009

Ny undersøgelse rejser tvivl om kønsforskelle i risikoen for at udvikle demens. Aldersgruppen fra 90 år og opefter udgør aktuelt det hurtigst voksende alderssegment, men vores viden om forekomsten af demens hos 90+ årige er behæftet med en vis usikkerhed, idet der indgår relativt få 90-100 årige i de fleste epidemiologiske undersøgelser.

I forbindelse med den internationale konference om Alzheimers sygdom i Wien (ICAD 2009) fremlagde Claudia Kawas fra University of California nye resultater fra det såkaldte 90+ Study. Her blev 911 ældre, hvoraf flere var over 100 år, fulgt i en 5-årig periode med opfølgning hvert halve år.

I en undergruppe på 330 ældre, der blev vurderet som ikke-demente ved undersøgelsens start, sås en fordobling af incidensen - dvs. andelen af nytilkomne tilfælde af demens - for hvert 5½ leveår. Dette svarer til, hvad der ses hos personer yngre end 90 år. Incidensen af demens var ca. 10% for 90-94 årige, ca. 20% for de 95-99 årige og ikke mindre end 41% for de 100+ årige.

Begrebet incidens må ikke forveksles med det beslægtede begreb, prævalens, der udtrykker den samlede forekomst af demente i en given aldersgruppe. Det er veldokumenteret, at prævalensen af demens er væsentligt højere hos kvinder end hos mænd. Det var derfor overraskende, at omtrent lige mange mænd og kvinder udviklede demens i den aktuelle undersøgelse. Det tilsyneladende paradoks kan måske forklares ved forskelle i de to køns overlevelsesevne: "Risikoen for demens er ikke højere hos kvinder, men når de bliver demente, lever de længere end demente mænd, ligesom kvinder uden demens lever længere end mænd uden demens", udtaler dr. Kawas.

Hun gætter endvidere på, at de relativt lange, ofte flerårige, opfølgningsintervaller i mange undersøgelser kan udgøre en fejlkilde, idet de personer (oftest mænd), der ikke lever ret længe med deres demenssygdom, følgelig heller ikke når at blive registreret som demente. Dette kan måske også forklare, at enkelte undersøgelser stik imod al forventning har rapporteret et relativt fald i forekomsten af demens i de høje aldersgrupper.

Kilder:

Corrada, M. M., Brookmeyer, R., Berlau, D., Paganini-Hill, A., & Kawas, C. H. (2008). Prevalence of dementia after age 90: results from the 90+ study. Neurology, 71, 337-343

 

Jeffrey, S. (2009). Dementia Incidence and Prevalence Continues to Rise Even in the Oldest Old. Medscape Neurology News 17. juli 2009

 

Kawas, C. H. (2008). The oldest old and the 90+ Study. Alzheimers.Dement., 4, S56-S59