Fisk er godt – også for hjernen

En kost med et højt indhold af fisk kan have en vis beskyttende virkning mod demens. Det viser de fleste undersøgelser af sammenhængen mellem kostvaner og senere udvikling af demens.

Hidtil har forskningen været udført i industrialiserede, vestlige lande. Men en ny undersøgelse fra syv lav- og middelindkomst lande verden over synes at bekræfte, at spisning af fisk i mere global forstand er forbundet med forebyggelse af demens.

Den aktuelle undersøgelse, der ledes af en epidemiolog fra King's College i London, involverer knap 15.000 ældre fra henholdsvis Kina, Indien, Cuba, den Dominikanske Republik, Venezuela, Mexico og Peru. Deltagerne blev udspurgt om deres kostvaner og fik diagnosticeret eventuel demens. Der var tale om en såkaldt tværsnitsundersøgelse, hvor kostvaner og kognitiv status blev registreret på samme tidspunkt.

I seks af de syv lande var der signifikant færre demente blandt deltagere, der spiste relativt meget fisk. Kun i Indien, hvor 13% af deltagerne boede, gik sammenhængen i den modsatte retning.

Deltagernes oplysninger om, hvor mange dage om ugen, de spiste fisk, blev opdelt i fire trin: 'aldrig', 'nogle dage', 'de fleste dage' og 'hver dag'. For hvert trin sås et 19% fald i forekomsten af demens svarende til en såkaldt dosisafhængig sammenhæng. Andre faktorer, der kunne tænkes at påvirke forekomsten af demens (indtægt, uddannelse, rygning, spisning af frugt og grønt), blev kontrolleret statistisk.

Forskerne registrerede endvidere, hvor mange dage om ugen deltagerne spiste kød. Også med hensyn til kødspisning kunne konstateres en sammenhæng med forekomst af demens - men oftest i den modsatte retning (jo oftere kød, jo flere demente).

Den tilsyneladende gavnlige effekt af fisk hænger formentlig sammen med omega-3 fedtsyrer, der findes i rigelige mængder i fede fisk som laks, makrel og tun. Laboratorieundersøgelser tyder på, at omega-3 fedtsyrer har en række beskyttende (neuroprotektive) virkninger på hjernecellerne i form af hæmning af betændelsesreaktioner, modvirkning af skader på grund af iltning (antioxidativ virkning), begrænsning af åreforkalkning samt hæmning af ophobning af beta-amyloid.