Alzheimers sygdom uden symptomer på demens?

Overraskende fund ved obduktion af hjerner tyder på, at nogle mennesker er i stand til at kompensere effektivt for sygdomsforandringer og i et vist omfang undgå demens.

Ikke alle personer med forandringer i hjernen svarende til Alzheimers sygdom udvikler demens. I forbindelse med forløbsundersøgelser af aldring har man fundet en del ældre med normal kognitiv funktion kort før deres død, hvor efterfølgende obduktion ikke desto mindre viste karakteristiske tegn på Alzheimers sygdom. Tilstanden kaldes symptomfri Alzheimers sygdom og har givet anledning til teorier om, at nogle menneskers hjerner har en naturlig modstandskraft overfor Alzheimers sygdom eller en særlig evne til at kompensere for sygdommen.

Fænomenet er nærmere undersøgt af en gruppe neuropatologer fra bl.a. Johns Hopkins universitet i USA, der har dissekeret hjerner fra afdøde ældre rekrutteret fra henholdsvis the Baltimore Longitudinal Study of Aging og the Nun Study, der er en forløbsundersøgelse af katolske nonner i USA. Blandt de i alt 98 deltagere var der 25 med symptomfri Alzheimers sygdom - 15 mænd og 10 kvinder. Ud over forandringer i hjernen (ophobning af amyloide plaques og tau-holdige tangles) forenelige med Alzheimers sygdom fandt forskerne også uventede forandringer dybt i tindingelapperne, nærmere bestemt i en del af hippocampus, der populært sagt udgør hjernens hukommelsescenter.

Nervecellerne i pågældende del af hippocampus (CA1-regionen), var markant større end hos både raske kontrolpersoner og hos patienter med 'almindelig' symptomgivende Alzheimers sygdom. Der var tale om en relativ forstørrelse (hypertrofi) af såvel cellekroppe (45% øgning), cellekerner (60% øgning) og nukleoler, der befinder sig inden i cellekernerne (80% øgning). Forskellene var statistisk signifikante.

Som anført af forskerne er det nærliggende at antage en sammenhæng mellem forekomsten af abnormt store cellestrukturer i hippocampus og fraværet af kliniske symptomer på demens. De tolker resultaterne som udtryk for at hjernen hos visse mennesker har en plasticitet, der gør den i stand til at kompensere ganske effektivt for neurodegenerative sygdomsprocesser. Forstørrelsen af cellerkerner og nukleoler kunne f.eks. være udtryk for en øget aktivitet i produktionen af DNA og RNA, der er involveret i at reparere ødelagte celler.