En gruppe forskere ledet af dr. Allen Roses fra Duke University i North Carolina, USA har identificeret et gen, der kan forudsige risikoen for udviklingen af Alzheimers sygdom.
Forskerne præsenterede deres foreløbige resultater på den
internationale Alzheimerkonference (ICAD) i Wien 12. juli 2009.
Genet, der kaldes TOMM40, samt en variation af genet ApoE kan
endda forudsige, hvornår hjernesygdommen udvikler sig hos ældre
over 60 år med ca. 5-7 års præcision.
"På baggrund af denne forskning vil man måske kunne identificere
personer med særlig risiko for at få Alzheimers sygdom, når en kur
mod sygdommen forhåbentlig viser sig om 5-10 år. Indtil da hjælper
sådanne undersøgelser os med at give svar på hvorfor nogle ældre
rammes af sygdommen og andre ikke", siger overlæge Steen
Hasselbalch fra Nationalt Videnscenter for Demens.
Godt 35 % af alle patienter med Alzheimers sygdom bærer genet
TOMM40.