En undersøgelse udført ved at canadisk søvnlaboratorium i perioden 1989-2006 bekræfter, at der er en stærk sammenhæng mellem såkaldt REM-søvnadfærdsforstyrrelse (RBD) og senere udvikling af Parkinsons sygdom og demens.
REM-søvnadfærdsforstyrrelse (REM sleep behavior disorder eller
RBD) er en tilstand karakteriseret ved ophævelse af den hæmning af
muskelaktivitet, der normalt finder sted i forbindelse med de
søvnfaser, hvor man drømmer og har hurtige øjenbevægelser (Rapid
Eye Movements eller REM). Personer, der lider af RBD, udviser
voldsom aktivitet under drømmesøvn i form af slag, spark og råben,
hvorved de ofte vækker en eventuel sengekammerat. Nogle
RBD-patienter kommer til skade i forbindelse med deres natlige uro.
Spontant opstået RBD menes at være forårsaget af ødelæggelse af de
kerner i hjernestammen, der regulerer søvnen.
Siden 1990'erne har man været opmærksom på, at personer med RBD
har en øget risiko for senere udvikling af Parkinsons sygdom
og/eller demens, men de foreliggende undersøgelser har været
baseret på forholdsvis små patientgrupper. Der er nu foretaget en
undersøgelse af problemet baseret på systematisk opfølgning af
flertallet af patienter med spontant opstået RBD ved et canadisk
søvnlaboratorium i perioden 1989-2006. Af de 93 personer, hvoraf
hovedparten (80%) i øvrigt var mænd, udviklede 14 personer
Parkinsons sygdom, 7 personer udviklede den beslægtede sygdom Lewy
body demens, 4 personer fik Alzheimers sygdom og en enkelt person
udviklede en sjælden, atypisk Parkinsonsygdom ved navn multipel
system atrofi (MSA). På baggrund af opfølgningen kunne forskerne
beregne en forventet 5-års risiko for udvikling af neurodegenerativ
sygdom (parkinsonisme eller demens) på 17,7%, en forventet 10-års
risiko på 40,6% og en forventet 12-års risiko på 52,4%, hvilket er
noget lavere end set i tidligere (mindre) undersøgelser.
I en redaktionel kommentar til undersøgelsen i tidsskriftet
Neurology anføres, at der behov for opfølgning over flere årtier
for at afklare, om alle personer med RBD før eller siden vil
udvikle neurodegenerativ sygdom.
Kilde:
Postuma, R.B. et al. Quantifying the risk of neurodegenerative
disease in idiopathic REM sleep behavior disorder. Neurology,
2009;72:1296-1300