Er det muligt at forudsige, hvem der bliver demente? Det mener amerikanske forskere tilknyttet University of California i San Fransisco, der har brugt mere end seks år på at udvikle et 'late-life dementia risk index', der med rimelig sikkerhed forudsiger udviklingen af demens hos ældre.
Indekset består af en checkliste af risikofaktorer for demens,
som forskerne fandt ved at følge 3.375 personer med en alder på
mindst 65 år. 14% af disse personer udviklede demens
inden for en seks års periode. De risikofaktorer, der havde
betydning for demensudvikling, var følgende: høj alder, en lav
score på 3MS-testen (en kognitiv screeningstest), en lav score på
Tal-Symbol Kodning (en neuropsykologisk test, der måler mentalt
forarbejdningstempo), lavt BMI (dvs. at være undervægtig),
forekomst af en eller flere APOE e4 alleller (en genetisk
variation), forstørrede hjerneventrikler (tegn på svind af
hjernevæv), forandringer i hjernens hvide substans, fortykkelse af
den indre halspulsåre, tidligere bypass-operation i hjertets
kranspulsårer (alle tre faktorer er tegn på kredsløbssygdom),
forringede finmotoriske færdigheder samt afholdenhed fra
alkohol.
Ved hjælp af et vægtet pointsystem tælles risikofaktorerne sammen
i et indeks fra 0 til 15 point. En score på 8 eller mere svarer til
en høj (mere end 50%) risiko for at udvikle demens. Samlet set var
indekset i stand til at klassificere 81% af de undersøgte personer
korrekt som enten demente eller raske.
Forskerne bag risikoindekset vurderer, at det vil kunne anvendes
klinisk til at finde personer med særlig høj risiko for at udvikle
demens samt til forskning. De vurderer dog samtidig, at det bør
efterprøves i andre videnskabelige undersøgelser.
Kilder:
Barnes, D, PhD, MPH, Covinsky, K, MD, MPH, Whitmer, R, Kuller, L,
MD, DrPH, Lopez, O, Yaffe, K: "Predicting risk of dementia in older
adults: The late-life dementia risk index." Neurology
(onlineudgave) 13. maj 2009.
Læs abstractet.:
"New tool can help predict Alzheimer's risks:
study", Reuters Health Report. 14. maj 2009.