En ph.d.-afhandling fra Nationalt Videnscenter for Demens har undersøgt 200 tilfældigt valgte demensdiagnoser fra 2003, og resultaterne viste, at 14% af disse patienter fik en forkert diagnose.
Undersøgelsen viste samtidig, at 65% ikke fik stillet en
specifik demensdiagnose. Dette er et problem, da der kan være stor
forskel på medicinering og behandling af de forskellige
demenstyper. "Demens er jo bare betegnelsen for en samling af
symptomer som hovedpine og mavepine. Men hvad patienten egentlig
fejlede, eksempelvis Alzheimers sygdom, var ikke registreret som
diagnose. Og det har stor betydning for den hjælp og behandling,
man kan få. Også for den information, de pårørende kan få", udtaler
professor og leder af Nationalt Videnscenter for Demens Gunhild
Waldemar til Dagens Medicin.
Landsformand for Alzheimerforeningen Anne Arndal opfordrer
ligeledes til en grundigere demensudredning. "En demensdiagnose er
alvorlig og en stor ulykke for både patient og pårørende. Derfor
skal udredningen være ordentlig og demensdiagnosen stilles af
specialister, der har forstand på demenssygdomme", skriver hun på
Alzheimerforeningens hjemmeside.