Til forsiden

Motionerede sig fra Alzheimer-symptomer

Nedenstående artikel er hentet fra "Krop & Fysik" 03. 2013, Side: 15

krop og fysik

Motionerede sig fra Alzheimer-symptomer

Jeg blev mig selv igen

Christian Andersen var blot 64 år gammel da han blev ramt af Alzheimers sygdom. På kort tid blev hans liv og personlighed forandret. I dag, to år efter diagnosen blev stillet, fungerer Christian Andersen stort set normalt. Han har trænet sig fra symptomerne.

Christian Andersen troede først det var stress, da han for et par år siden oplevede mange af de typiske symptomer på Alzheimers sygdom - han havde bl.a. svært ved at huske, han var længe om at opfatte, og han blev tiltagende aggressiv.

Men lægen var ikke i tvivl, og kort efter at Christian Andersen fik stillet Alzheimerdiagnosen, kom han med i ADEXprojektet, et fire måneder langt intensivt træningsforløb for nydiagnosticerede Alzheimerpatienter.

I starten mærkede han ingen forskel - og det var hårdt at passe træningen og holde motivationen oppe. Men efter tre måneder mærkede han en tydelig fremgang: Han fik det meget bedre med sig selv, han blev bedre til at huske og til at finde rundt. Og hans tolerancetærskel blev normaliseret.

- Det aggressive forsvandt. Det var som om jeg blev mig selv igen, fortæller Christian Andersen, som hele tiden - med ukuelig støtte fra sin hustru - har forholdt sig meget aktivt til den frygtede diagnose.

- Jeg læste alt hvad jeg kunne finde om sygdommen, og fandt ud af at der er tre ting man selv kan gøre: Være fysisk aktiv, opretholde den sociale kontakt og træne sin hjerne, opsummerer han. Hjernetræningen klarer Christian ved hjælp af et amerikansk computerprogram særligt udviklet til Alzheimerpatienter.

Det har blandt andet hjulpet ham når han kører bil. Og som et kuriosum har han erfaret at han klarer opgaverne bedre når han lige har dyrket motion.

Du kan læse Christian Andersens historie på www.helse.dk.

Senest opdateret: 12. februar 2016