Til forsiden

Fakta-ark: Memantin – medicinsk behandling af demens

Fakta-arket er til patienter og pårørende. Du kan printe siden eller downloade fakta-arket som pdf-fil.

fakta-ark-banner-groen_web3.jpg

Memantin er medicin til patienter med Alzheimers sygdom i moderat til svær grad. I nogle tilfælde anvendes mamantin ved Lewy body demens eller demens ved Parkinsons sygdom.

Memantin kan købes under flere lægemiddelnavne, der indeholder samme virksomme stof (memantin) og virker på samme måde.

Hvordan virker memantin?

Hjernens nerveceller sender besked til hinanden ved hjælp af signalstoffer. Ved Alzheimers sygdom fungerer nogle af de nerveceller, der bruger glutamat, ikke normalt. Memantin kan delvist normalisere funktionen af disse nerveceller.

Effekten af behandlingen

Behandling med memantin stopper ikke sygdommen, men forsinker symptomernes udvikling i en periode. Behandling med memantin virker forskelligt fra person til person. Nogle oplever fortsat forværring, mens andre opnår stabilitet eller får det bedre i en periode.

Dosis

Normal startdosis er ½ tablet à 10 mg memantin én gang om dagen i en uge. I 2. uge tages én tablet à 10 mg en gang dagligt. I 3. uge tages 1½ tablet à 10 mg én gang dagligt. Fra 4. uge tages én tablet à 20 mg én gang dagligt, hvilket er højeste anbefalede dosis.

Det er vigtigt at holde sig til den dosis, lægen ordinerer.

Hvornår tages memantin?

Medicinen tages enten morgen eller aften, helst på ca. samme tidspunkt hver dag og gerne sammen med et måltid.

Bivirkninger

Al medicin kan være forbundet med bivirkninger. Hvis medicinen giver bivirkninger, eller hvis der er tvivl om virkningen, kan lægen foreslå en pause i behandlingen. Bliver demenssymptomerne værre inden for de første par uger efter ophør med medicinen, kan behandlingen startes igen.

Bivirkninger ved memantin er ofte milde og forsvinder få dage efter ophør af medicin. De mest almindelige bivirkninger er uro, ophidselse, døsighed og hallucinationer. Der kan også komme hovedpine, svimmelhed og forstoppelse.

Hvis memantin tages sammen med et andet demenslægemiddel (en kolinesterasehæmmer), er der let øget risiko for forvirring.

Recept og tilskud

Alle læger kan skrive recept på memantin. Men for at få tilskud til memantintabletter skal demensdiagnosen være stillet af en speciallæge i enten psykiatri, neurologi eller geriatri. Lægen markerer blot ”tilskud” på recepten, når patienten opfylder tilskudsklausulen. Det er ikke nødvendigt, at lægen ansøger om enkelttilskud.

Stop for medicin

På et tidspunkt i sygdomsforløbet virker memantin ikke længere, men det er forskelligt fra person til person, hvornår det sker. Lægen afgør sammen med patienten og de pårørende, hvornår behandlingen skal ophøre.

Flere oplysninger

Læs mere på: min.medicin.dk 

(Opdateret juli 2016)

Senest opdateret: 12. juni 2017