Til forsiden

Faktaark: Donepezil – medicinsk behandling af demens

Fakta-arket er til patienter og pårørende. Du kan printe siden eller downloade fakta-arket som pdf-fil.

fakta-ark-banner-groen_web3.jpg

Donepezil er medicin til patienter med demens i let til moderat grad forårsaget af:

  • Alzheimers sygdom
  • Lewy body demens
  • Parkinsons sygdom

Donepezil kan købes under flere lægemiddelnavne, der indeholder samme virksomme stof (donepezil) og virker på samme måde.

Hvordan virker donepezil?

Hjernens nerveceller sender besked til hinanden ved hjælp af signalstoffer. Når der dannes for lidt af signalstoffet acetylkolin, svækkes bl.a. hukommelse og opmærksomhed. Donepezil hæmmer nedbrydningen af dette vigtige signalstof.

Effekten af behandlingen

Behandling med donepezil kan ikke stoppe demenssygdommen, men medicinen forsinker symptomernes udvikling i en periode.

Donepezil virker forskelligt fra person til person. Nogle oplever fortsat forværring, mens andre opnår stabilitet eller får det bedre i en periode.

Dosis

Startdosis er én tablet à 5 mg om dagen. Efter 4 uger øges til 10 mg én gang om dagen, som normalt har den bedste effekt og er højeste anbefalede dosis.

Hvornår tages donepezil?

Tabletten tages enten morgen eller aften, helst på omtrent samme tidspunkt hver dag og gerne sammen med et måltid. Nogle patienter kan få kvalme (specielt de første dage), i givet fald kan tabletten tages før sengetid, så mindskes generne. Hvis medicinen medfører livlige drømme eller mareridt, kan den tages om morgenen.

Bivirkninger

Al medicin kan være forbundet med bivirkninger. Hvis der er bivirkninger eller tvivl om virkningen, kan lægen foreslå en pause i behandlingen. Bliver demenssymptomerne værre inden for de første uger efter ophør af medicin, kan behandlingen startes igen.

Bivirkninger ved donepezil er ofte milde og forsvinder få dage efter ophør af medicin. De mest almindelige bivirkninger er kvalme, opkastninger og diarré. Vær opmærksom på risikoen for vægttab.

Hvis man får bivirkninger ved lav medicindosis, kommer ubehaget ofte igen, når dosis øges. Nogle gange vælges derfor en langsommere optrapning end normalt. Fortæl altid lægen om evt. nye gener, som er kommet til under behandlingen.

Recept og tilskud

Alle læger kan skrive recept på donepezil. Men for at få tilskud til medicinen skal demensdiagnosen være stillet af en speciallæge i enten psykiatri, neurologi eller geriatri. Lægen markerer blot ”tilskud” på recepten, når patienten opfylder tilskudsklausulen. Det er ikke nødvendigt, at lægen ansøger om enkelttilskud.

Stop for medicin

På et tidspunkt i sygdomsforløbet virker donepezil ikke længere, men det er forskelligt fra person til person, hvornår det sker. Lægen afgør sammen med patienten og de pårørende, hvornår behandlingen skal slutte. 

Flere oplysninger

Læs mere om donepezil på: min.medicin.dk

(Opdateret juli 2016)

Senest opdateret: 28. november 2016