Til forsiden

Postervinderen ved DemensDagene 2016

Postervinderne ved DemensDagene 2016 blev Sif Bernstorff Lehmann, Linda Bruunsgaard Stick og Berit Soon Olsen fra Sundheds- og Omsorgsforvaltningen i Københavns Kommune for projektet "Afdeling for yngre borgere med demens". Stort til lykke!  
20160519TB_NVD_Demensdage27_1200x800.jpg

Afdelingen for yngre borgere med demens på Plejecenter Klarahus i København er etableret med henblik på at give målgruppen mulighed for at bo sammen med ligesindede i et fællesskab, som har karakter af et bofællesskab.

Beboerne, der alle er under 65 år, adskiller sig markant fra andre plejehjemsbeboere ved at være fysisk aktive men samtidig kognitivt svækkede. Derfor er der ansat en tværfaglig medarbejdergruppe, som har mulighed for at skabe og understøtte et aktivt og struktureret hverdagsliv med sociale og fysiske aktiviteter, som vedligeholder beboernes fysiske og kognitive færdigheder længst muligt, og som forebygger forværring i sygdomsudvikling.

Afdelingen åbnede i januar 2015 på 7. etage på Plejecenter Klarahus i København, som den første i Danmark med et særskilt plejeboligtilbud målrettet yngre borgere med demens. Erfaringer viste, at en del af borgerne i denne målgruppe fravalgte at flytte i plejebolig på trods af deres pleje- og omsorgsbehov. Baggrunden var, at de havde vanskeligt ved at identificere sig med et plejecenter med mange fysisk svage og ældre borgere.

Postervinderen 2016 er udpeget af en posterkomité, der bestod af formand for Alzheimerforeningen Birgitte Vølund samt læge, ph.d. Kristian Steen Frederiksen og kommunikationsmedarbejder Marie Ejlersen, Nationalt Videnscenter for Demens.

Begrundelsen for valget af postervinder:

  • Projektet har forholdt sig til borgere med demens – ikke som en homogen gruppe, men som individer med forskellige behov. I dette tilfælde den gruppe af mennesker der rammes af en demenssygdom i en tidlig alder.
  • Der er skabt et målrettet, meningsfuldt plejetilbud til yngre personer med demens, som forhåbentligt kan inspirere og føre til lignende tilbud i resten af Danmark.
  • Posteren er inddragende og en stemningsskabende visuel formidling med fokus på mennesket i projektet.

Læs mere om Plejecenter Klarahus her


Senest opdateret: 12. august 2016